Unikt samarbejde fik Gaarden i spil til stor pris

Unikt samarbejde fik Gaarden i spil til stor pris
Arkivfoto
MADOPLEVELSER | MELSTED | Søndag 19. december 2021 • 18:00

At meget forskellige aktører er gået sammen om at skabe noget helt specielt i Melsted er blandt hovedårsagerne til, at Melstedgaard er i spil til stor nordisk madpris.

Melstedgaards tætte samarbejde mellem Gourmet Bornholm, Bornholms Landbrug og Fødevarer og Bornholms Museum ligger bag, at Gaarden er nomineret til den store nordiske madpris Embla i kategorien Årets nordiske maddestination.

– Vi har fået motiveret vores nominering på den måde, at man har kigget på den måde, som Gaarden arbejder med gæster og formidling. Og på den måde, som vi i de seneste otte år har organiseret os på i et tæt samarbejde med både kommunen og Bornholms Landbrug og Fødevarer, siger Mikkel Bach-Jensen, daglig leder af Gaarden og sekretariatschef for Foreningen Gourmet Bornholm.

– Vi fik også at vide, at det mest tungtvejende i forhold til prisen er samarbejdet mellem Gourmet Bornholm og Bornholms Museum. Gaarden er jo en ret speciel blanding af museum og gastronomi og formidling, og her fik vi at vide, at det samarbejde har været interessant at følge, siger han.

Gaarden kommer i både hårdt og fornemt selskab, når priserne bliver uddelt i Oslo den 11. marts næste år. Seks andre nordiske lande sender også nominerede, og også til de seks andre Embla-priser er der steder og personer i spil, som Mikkel Bach-Jensen kender og respekterer.

– Det er da rart at blive anerkendt, i hvert fald i første omgang. Så må vi se, om vi også er så heldige at vinde prisen, siger han.

– Det bliver spændende. Jeg kendte godt prisen i forvejen, og det er et flot selskab af danske fødevareaktører, som vi kommer med i her. Vi er også i konkurrence med hele Norden, så ingenting er givet, men nu giver vi det i hvert fald et skud og tager en tur til Oslo, siger Mikkel Bach-Jensen.

FÅ ABONNEMENT