Torsdag kom det frem, at Campus Bornholm skærer ned med cirka 12 årsværk. Årsagen er blandt andet, at færre har søgt om at blive optaget på en ungdomsuddannelse, forklarede direktør Inge Prip. Hun fortalte samtidig, at flere har søgt ind på erhvervsuddannelserne, og den udvikling underbygger tal fra regionskommunens Ungeporten.
Alle elever i 9. og 10. klasse skulle den 1. marts vælge, hvilken uddannelse de gerne vil gå i gang med efter sommerferien. I alt 619 bornholmske elever har valgt, og 59,2 procent har valgt at starte på en almindelig ungdomsuddannelse. Af dem har to tredjedele valgt at begynde på en gymnasial uddannelse, mens en tredjedel har valgt en erhvervsuddannelse.
Faktisk er gymnasieuddannelserne de mest populære blandt unge bornholmere. I alt har 243 valgt en gymnasial uddannelse, og det almene gymnasium STX er blevet valgt af halvdelen af dem. Næstmest populær er 10. klasse, som 174 har valgt. 124 har valgt en erhvervsuddannelse, og endelig er der 78, hvis uddannelsesvalg er faldet på noget andet. Det kan for eksempel være den forberedende grunduddannelse FGU, det særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse STU, arbejde eller udlandsophold.
Tættere på målsætning