IDRÆT
Det var en festdag, da Knudsker IF den 6. juni indviede sin nye krolfbane på Rønne Stadion Syd. På grund af en ny trafikløsning for Søndermarksskolen var den gamle bane blevet nedlagt, og i samarbejde med idrætsforeningens ledelse og det kommunal idrætsområde var det lykkedes at finde et nyt sted, hvor kroketafdelingen kunne spille hybriden mellem kroket og golf.
Desværre holdt glæden ikke længe. Da spillerne mødte op for at spille i denne uge, havde banen været udsat for hærværk, og ifølge afdelingsformand Inga Olsen er det ikke nogen skader, man bare lige udbedrer.
– Fire-fem baner er ødelagt, og de rør, der sidder i jorden, er smadret. De er gravet ned i jorden, og der er låg over. Lågene ligger i græsset, så man kan køre over og klippe græs. Vi har undersøgt det i forhold til forsikringen, og vi kan slet ikke få sådan nogle metallåg igen, det bliver plastik, og vi kan ikke få nogen i år, siger hun.
Ikke første gang
Hærværket er blevet meldt til politiet, som gerne hører fra borgere, der har set eller hørt noget. Inga Olsen har en mistanke om, at det er børn eller unge mennesker, der har forvoldt skaderne, og det er ikke første gang, det sker. Også den gamle bane blev udsat for hærværk.
– Jeg viste politiet nogle billeder af hærværk for over et år siden. Vi har haft det så dejligt, men nu er det begyndt igen. De cykler ind over banen, og så har de fundet en lille sti, nede mellem buskene, og der har jeg fået lov af politiet, til at idrætsforeningen sætter hegn op. Vi vil ikke have dem herind, siger Inga Olsen.
Åbent hus er droppet
Det var meningen, at kroket og krolf i Knudsker IF skulle holde åbent hus i næste uge, men det er opgivet på grund af hærværket.
– Vi har fået noget coronapakke til at gøre det. Så skulle vi have åbent hus med både kroket og krolf, men vi kan ikke holde åbent hus, så det har vi droppet til næste år. Vi kan ikke spille på sådan noget. Det er besværligt, når der er hærværk, lyder det opgivende fra Inga Olsen, som håber, at nogle forældre måske hører eller ser noget.