Partnerne i samarbejdet arbejder blandt andet for, at der kan etableres et fem hektar stort testsite i forlængelse af landanlægget. "Området skal ligge i sammenhæng med landanlægget og bruges til test og demonstration af elektrolyseanlæg til power-to-x, udvikling af AC/DC konverteringsteknologier (veksel-/ jævnstrøm, red.) samt lagringsteknologier til el og varme", oplyste kommunens administration i et notat for kommunalbestyrelsen i september.
For Jacob Trøst vil det være optimalt med en kombinationen af et testområde og en arkitektonisk udformning, der tillader, at besøgende kan komme tæt på og lære om det banebrydende energianlæg.
– Det bliver et unikt anlæg. Der kommer allerede mennesker fra hele verden for at se på, hvad der foregår på Bornholm inden for den grønne omstilling, siger borgmesteren.
I kronikken fremhæver han en række fordele for Bornholm, heriblandt det residential college, som DTU ønsker at oprette og derved bringe studerende til Bornholm i kortere perioder. Campus Bornholm, DTU og kommunen er for tiden i gang med at undersøge muligheden for at etablere deciderede kollegieboliger, der også kan komme hospitalet, museet og andre bornholmske aktører til gode.
"Lige nu foregår enestående forhandlinger mellem kommune, ministerier, private aktører og uddannelsesinstitutioner for, at det skal lykkes. Det vil tiltrække nye kompetencer, ny viden og data til Bornholm og det vil bidrage til at styrke vores virksomheders konkurrenceevne og accelerere den grønne omstilling. Et residential college kan også gavne både campus, hospitalet, Bornholms Museum og andre, der måtte have brug for midlertidige boliger til studerende," skrev borgmesteren.