1. december 2020 fældede et nævneting i Retten på Bornholm dom over brødrene Mads og Magnus Møller. De to blev hver idømt 14 års fængsel for drabet på Philip Mbuji Johansen. En dom, som de to ankede til landsretten, og som anklagemyndigheden modankede.
Brødrene ønsker, der tages stilling til skyld og straf med henblik på at få en mildere straf, hvor de dømmes for vold eller grov vold med døden til følge. Anklageren derimod ønsker at skærpe straffen fra de 14 år.
Østre Landsret er sammen med det nye nævneting rejst til Bornholm, hvor ankesagen finder sted. Der er berammet tre retsdage til bevisførelse, procedure og strafudmålingen og afsat to retslokaler. Et, hvor selve retssagen finder sted, og et tilstødende, hvor besøgende og dele af pressen kan følge med via livestreaming.
Allerede før retten slog dørene op klokken 8:30, var der trængsel foran retslokalet. Især familie og venner til Philip Mbuji Johansen ville gerne ind og overvære retssagen, som starter klokken ni.