Tilflytter i opråb: 'Nu synes jeg, det er blevet lidt for ensomt at være mig'

SAMTALE

 

Hvis du har en sag, som du synes skal præsenteres for bornholmerne, så kontakt chefredaktøren på oh@bornholmstidende.dk

Turen er aflyst! Bornholms Tidendes redaktionsbil skal ikke ud at køre, når politiet ligefrem beder os om at blive hjemme i snevejret.

Og det er trist. For turen skulle være gået til Hasle. Helt præcist til et sommerhus ved Hasle, som Annette Christensen har lånt.

Hun har reageret på opfordringen fra Bornholms Tidende om, at alle, der har en sag på hjertet, som de gerne vil dele med andre, skal tage en vandretur og en snak med chefredaktøren.

Og Annette Christensen havde sågar et forslag til en rute klar.

– Jeg har mange favoritvandreture, men området heromkring er jo fint. Havet og skoven. Så skulle vi ikke bare mødes her?

Det kunne være smukt i sneen og med den blå himmel og det skarpe lys.

Men nu er turen aflyst. Og erstattet af en telefonsamtale – og et senere møde med fotografen.

Begyndte som rygsækturist

Aflysningen er paradoksal – set i forhold til den sag, Annette Christensen ville drøfte med chefredaktøren. Men før vi zoomer ind på den, skal vi lære Annette Christensen lidt bedre at kende.

Hun er 56 år arbejder som faglig pædagogisk leder i Klemensker Børnehus. Hun har boet på Bornholm siden november 2020.

– Jeg startede egentlig med at komme herover som rygsækturist for år tilbage, fortæller hun.

Vandreturene gav hende glæde og en følelse af frihed, forklarer hun.

– Jeg har længe vidst, at jeg skulle herover at bo permanent en dag. Så da ungerne var fløjet fra reden, lejligheden solgt og hunden død, var det tid.

Og dermed sagde Annette Christensen farvel til Tune ved Roskilde. Tidligere har hun boet 23 år i Nykøbing Falster.

Hvordan får jeg legekammerater?

Og nu tilbage til Annette Christensens henvendelse til Bornholms Tidende. Hun skrev:

”Hej Chefredaktør Øjvind Hesselager” – og fortsatte:

”Jeg har en sag, et emne, som jeg gerne vil dele med andre, om det er vigtigt for fællesskabet, kan jeg ikke vurdere.”

Men Annette Christensen var helt sikker på, at sagen fylder i hendes hverdag og optager hende. Og hun præsenterer sagen således:

– Jeg er kommet herover alene midt i en corona-tid, uden at kende nogen og uden familiære relationer på øen, åbner hun sin personlige fortælling og sit ærinde. Og hun fortsætter:

– Det, som optager mig, er hvordan får man ligeværdige legekammerater på sin egen alder, på en ø, hvor jeg stort set ingen kender og så midt i en corona-epidemi?!

Annette Christensen skrev til Bornholm Tidende: ”Jeg har en sag, et emne, som jeg gerne vil dele med andre, om det er vigtigt for fællesskabet, kan jeg ikke vurdere.” Foto: Berit Hvassum

Godt netværk på Sjælland

Og chefredaktøren – der selv flyttede til Bornholm i december 2019 – replicerede:

”Tak for din henvendelse. Det er da en væsentlig sag – og jeg genkender problemet.”

Og selv mennesker, der er del af et etableret socialt netværk, har i dag problemer med ensomhed. Fordi de spontane møder, vi måske ikke altid tænker over, hvad betyder, er taget ud af kalenderen.

Verden over, er der mennesker, der har skiftet bopæl midt i pandemien, og som nu driver lidt mentalt hjemløse omkring i nye opgivelser. De er endnu hårdere ramt. Og må ofte søge tilbage til der, hvor deres rødder var før, for at holde sammen på livet.

– Jeg er et socialt væsen, har et godt netværk på Sjælland, kan tale med de fleste mennesker, og har heldigvis også været beriget af masser af besøg ovrefra, som Annette Christensen forklarer.

En god modtagelse – men …

Og der har ikke været noget galt med modtagelsen af hende.

– De mennesker som jeg har mødt indtil nu, via arbejde, bolig, bank, har været utrolig imødekommende, som hun forklarer.

Men det fjerner jo ikke den helt grundlæggende følelse af at være eksistentielt alene – på en corona-isoleret ø i Østersøen. I nyt job og et midlertidigt hjem. Og alting er lukket ned. Og baglandet langt væk.

– Jeg er et aktivt menneske, har flere forskellige uddannelser, elsker udfordringer, sociale arrangementer og jeg er generelt god til at klare mig selv, men nu synes jeg, det er blevet lidt for ensomt at være mig.

Hendes opråb er ærligt og lige fra hjertet.

– Hvordan møder jeg nogle mennesker, som jeg kan skabe et netværk sammen med. Mennesker, som jeg kan gå en tur med, lave nogle dejlige middage med, drikke kaffe med. Når alt er lukket ned og man ikke kan gå til noget?!

Har fundet et hus

Annette Christensen mangler ikke evnen til at tage et initiativ. Senest 1. april flytter hun ind i sit eget lille hus i Hasle.

– Det ligger fantastisk med udsigt over vandet fra haven. Lige ved røgeriet.

– Det er en fin placering. Hvordan fandt du det?

– Jamen jeg ledte efter noget at leje, og så spurgte de, om jeg ikke ville købe i stedet. Og så gik vi lidt rundt om os selv og fandt en pris – uden ejendomsmægler eller noget.

– Det er også lidt for at sende det signal til mit arbejde, at jeg altså har tænkt mig at blive.

– Nu laver vi dette opråb i Bornholms Tidende. Hvad er så det bedste, der kan ske?

– Spørgsmålet er, om der nogen, der har lyst til at åbne en boble for mig. Der må være andre end mig, der mangler nogen at være sammen med efter arbejde. Det kan være, at os, der går alene rundt, måske kunne gå sammen om noget.

– Det handler måske også bare om at være modig. Om at turde.

– Må avisen opfordre læsere, der har en mulig løsning, om at skrive til avisen, så sender jeg beskeden videre til dig?

– Ja, det må I meget gerne. Jeg er et meget åbent menneske. Jeg kan tale med alle. Jeg har ikke fordomme om nogen.

– Får vi også lov at høre, hvordan det går?

– Det må I gerne!

Hvis du har et forslag til en løsning for Annette Christensen, for eksempel at I kan ”slå boblerne” sammen, så skriv til chefredaktøren på oh@bornholmstidende.dk

Andre læseres budskaber

Hidtil har vi i denne serie, hvor chefredaktøren møder læserne til en drøftelse om en bestemt sag, mødt Mette Curdt fra Snogebæk, der samler plast på stranden på Balka og er bekymret for forureningen af Bornholm og verdenshavene.

– Fisk kan få mavesækken fyldt op med mikroplast. Så føler de ikke sult. Og dør, forklarede hun – hvilken fagkundskaben bekræfter.

 

Og vi har mødt Lars Søgaard Hansen, der som selvstændig pensionsformidler, kritiserer, at nogle bornholmske virksomhedsejere ikke interesserer sig nok for kvaliteten af de ansattes pensioner.

– Nu har jeg været hjemme i godt halvandet år på øen, og jeg er tilbagevendende overrasket over, hvor meget pensions-u-land Bornholm er, og hvor lidt der egentlig er styr på den del i de mindre virksomheder, forklarede han.