– Ja, det er noget lort for at sige det på godt dansk. Men helbredet går dog forud for politik, og der er ikke noget at diskutere.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra formanden fra Venstre Bornholm, Michael Hornshøj, ovenpå nyheden om, at Carsten Scheibye har trukket sig fra det kommende regionsrådsvalg. For selvom formanden først og fremmest understreger, at helbredet kommer i første række, og at han har dyb respekt og forståelse for Scheibyes beslutning, sætter det Venstre Bornholm i en lidt prekær situation frem mod valget.
Her stod Carsten Scheibye over for et potentielt rigtig godt valg, og med en placering som nummer fem på Venstres liste i hele Region Østdanmark var der også tiltro til det udenfor Bornholm. Og ikke nok med, at man mister en mulig stemmesluger, så betyder timingen i forhold til opstillingsfristerne også noget endnu mere dystert politisk set.
– Situationen for os er, at vi går til valg uden at have en bornholmer på Region Østdanmarks opstillingsliste, lyder konstateringen fra Michael Hornshøj.