Helt særlig oplevelse ændrede Vagns liv

Holger Larsen

Journalist

86-årige Vagn Risager fra Allinge har som den første modtaget Bornholms Veteran Forums veteranpris.

– Hvis du vil vide, hvorfor jeg blev sygeplejerske, så kom med.

Vagn Risager rejser sig og går ind i et andet lokale, hvor han klikker en computer til live. Han finder et billede frem.

På billedet ser man en tildækket kvinde, der lige har rakt sit spædbarn over et pigtrådshegn og lagt det i en ung Vagn Risagers arme.

Det er i Gaza i 1960. Vagn Risager er sygepasser i Forsvarets Sundhedstjeneste og udsendt som en del af FN-styrken, der overvåger våbenhvilen mellem Egypten og Israel i Gaza-striben.

Vagn Risager har ikke siden genset Gaza, men 65 år efter er området fortsat sørgeligt aktuelt.

– Det er meget i mine tanker på nuværende tidspunkt, siger han.

Perioden på næsten halvandet år i Gaza kom til at gøre et stort indtryk, og det blev livsændrende for Vagn Risager. Han havde været landvæsenselev hjemme i Jylland og var overbevist om, at han skulle på Landbohøjskolen, når værnepligten var overstået.

Men de planer ændrede oplevelserne i Gaza, og især den lille, dødssyge pige, som det lykkedes overlægen i den danske lejr at redde.

Han var forhindret

Det er mandag formiddag i bygning 26 på Almegårds Kaserne. Her holder Det Bornholmske Hjemmeværns historiske udvalg til. Det vil sige, at her ligger nærmest et museum med en større samling, der fortæller ikke blot hjemmeværnets historie, men også en masse forsvarshistorie.

Her kommer 86-årige Vagn Risager to gange om ugen, hvor han sammen med andre gamle hjemmeværnsfolk holder styr på de mange arkivalier. Denne formiddag bliver lidt usædvanlig. For den tidligere hjemmeværnschef Holger Fuglsang-Damgaard kommer på besøg. På vegne af Bornholms Veteran Forum overrækker han Årets Veteranpris 2025 til Vagn Risager.

"Som anerkendelse af en særlig indsats for veteranmiljøet på Bornholm og for sin rolle som forbillede blandt tidligere udsendte i danske internationale missioner", står der på diplomet.

– Jeg er meget beæret. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har lavet noget for at få den, siger Vagn Risager.

Han skulle egentlig have haft den nyindstiftede pris i forbindelse med flagdagen tidligere på måneden. Men på det tidspunkt var han i Frøslevlejren i Sønderjylland for at passe en anden frivillig tjans som kustode i veteranmuseet og i hjemmeværnsmuseet.

– Jeg har fire uger om året i Frøslevlejren, to om foråret og to om efteråret, forklarer han.

Vagn Risager kommer to gange om ugen i Det Bornholmske Hjemmeværns historiske samling på Almegårds Kaserne. Foto: Holger Larsen

Blev sygepasser

Der er kaffe og franskbrød på bordet, da Vagn Risager sætter sig ved bordet for at fortælle sin historie. Han er en god fortæller og har oplevet meget. Der kunne sagtens skrives en bog med hans oplevelser, mener en af de andre fra historisk udvalg.

Han var så forhippet på at skulle på Landbohøjskolen, at han forsøgte at komme i Civilforsvaret, fordi værnepligten her var kortere end i Forsvaret.

– Jeg skulle på session, og der laver jeg en kæmpe dumhed. Jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg har søgt om at komme i Civilforsvaret. I stedet for at være ærlig siger jeg, at alt der med våben ikke lige er mig. "Det er mærkeligt", siger sessionslederen, "for i Deres førerbevis ligger et jagttegn". "Du skal være rigtig soldat", fik jeg besked på. Der lå også mit førstehjælpsbevis, så jeg fik valget mellem at komme i motoriseret infanteri eller sanitetstropper. Jeg vidste, hvad det første var, men jeg vidste ikke, hvad sanitetstropper var. Så i december 1958 blev jeg indkaldt til Jægersborg Kaserne, Forsvaret Lægekorps, sygepasserskolen, og blev uddannet sygepasser.

Til Bornholm

– Jeg havde været på Bornholm som FDF’er og tænkte, at det var ikke det værste sted at komme hen. Så da vi kunne søge, hvor vi ville hen, søgte jeg Bornholm.

– Den 1. marts 1959 træder jeg ind ad Hovedvagten på Almegårds Kaserne som sygepasser på infirmeriet. Dengang var 2.200 personer på Almegårds Kaserne.

Vagn Risager har mange historier fra den tid, blandt andet om hostesaften, som på en øvelse blev spædet op med hospitalssprit. En sag, som førte til, at "55 Risager" måtte stå skoleret for afdelingssygeplejersken.

En anden gang havde Vagn Risager aftenvagt sammen med en anden sygepasser, da de hørte en flyver over kasernen.

– "Det er nok en russer", siger jeg. "Nej", siger min kollega, "så var alarmen lydt", og i samme øjeblik hyler alarmen. Det var en polak, der landede ude på eksercerpladsen, og han havde kone og barn med. Der kom lynhurtigt gang i sagerne. De fik lov til at blive i Danmark.

Infirmeriet havde et samarbejde med Zonens Redningskorps, så Vagn Risager tog i ny og næ en vagt i Zonen. sagde: "Hvad fanden laver De her, 55?". Det var kaptajn Jensen fra kasernen. Vi fik drengen op på båren. Jeg kørte sygevognen, Kaptajnen sad ved siden af, og den anden redder var hos drengen. Vi afleverede drengen på sygehuset, og så spurgte kaptajnen: "Har De nattegn?". "Nej, hr. kaptajn", svarede jeg og blev bedt om at stille på hans kontor næste morgen klokken 8.

– Jeg fik en ordentlig skideballe, og jeg blev bedt om at fortælle, hvordan jeg var kommet ind på kasernen igen. "Klokken 7 trillede der en sygevogn ind igennem Hovedvagten med en soldat på båren. Det var mig, der lå på båren".

– Der var kaptajnen fin. Han lagde en seddel til mig: "Når De har vagt ved zonen, har De frit nattegn. Jeg skal ikke ødelægge et godt initiativ". Og det fik alle sygepasserne.

I Vagn Risagers "afdeling" med sundhedsremedier i hjemmeværnets samling på Almegårds Kaserne. Foto: Holger Larsen

Sygeplejeforskole på Bornholm

I februar 1960 nærmede det sig, at Vagn Risager skulle hjemsendes. Men så blev han kaldt ind til førnævnte kaptajn.

"55, De søger til Gaza".

"Nej, det gør jeg ikke. Jeg skal på Landhohøjskolen".

"De kommer sgu heller ikke af sted. De skal kun bruge en sygepasser, men jeg vil godt være repræsenteret med nogle ansøgninger."

– Kaptajnen skrev ansøgningen, og jeg fik besked på at skrive under.

– Så kom dagen, hvor jeg skulle hjemsendes klokken 12. Klokken 11 ringede de fra Forsvarets Lægekorps, Sjællandske Depot, at "391655 Risager forbliver tjenstgørende ved Bornholms Værn. De skal til Gaza."

– Jeg opsøgte med det samme kaptajnen og havde forberedt en masse, jeg ville sige. Han åbnede blot døren og sagde: "Tillykke med det, 55. Jeg vidste det godt, for jeg havde fået besked på, at De skulle søge."

Da Vagn Risager kom hjem fra Gaza, var fremtidsplanerne ændret, og han ville søge ind som sygeplejeelev. Først skulle man nogle måneder på en sygeplejeforskole. Dengang var det meget nyt med mandlige sygeplejersker, og han havde i et par tilfælde, både under søgningen efter en forskole og senere ved jobsøgning, en oplevelse af at blive valgt fra på grund af sit køn.

Derfor gik turen atter til Bornholm og Bornholms Højskole, hvor man dengang havde en sygeplejeforskole. Det gav også bonus på den måde, at han her mødte sin kommende hustru, der var fra Allinge.

Skulle ikke gro fast

Vagn Risager fik sin sygeplejerskeuddannelse på Vejle Sygehus, hvor han blev den anden mandlige sygeplejerske. Det første sygeplejerskejob fik han på Bornholms Centralsygehus, hvor han blev uddannet til operationssygeplejerske.

– Men på et tidspunkt sagde afdelingssygeplejersken, at jeg skulle videre, for jeg skulle ikke gro fast på Bornholm. Det var lidt ærgerligt, for vi havde lige købt hus i Rønne og fået en datter.

Men Vagn Risager gjorde, som der blev sagt, og var i årene derefter på Rigshospitalet, i Grønland, på Aabenraa Sygehus og Middelfart Sygehus, inden han fik job i medicinalbranchen. Først på Løvens Kemiske Fabrik, og da "hans" afdeling blev købt af Maersk, endte han i Maersk Medical.

– Jeg fik et retrætejob på Almegårds Kaserne som leder af infirmeriet, og vi flyttede til Bornholm og købte hus i Tejn.

Vagn Risager var i alle årene tilknyttet Forsvaret og var udsendt under Golfkrigen i 1991 og var tre gange i eksjugoslavien som operationssygeplejerske.

Granatchok

Det var på infirmeriet, at Vagn Risager fik interesse for at gøre noget for veteranerne og især dem, der kommer hjem med ar på sjælen.

– Jeg havde oplevet det allerede, da jeg som sygeplejeelev var på en psykiatrisk afdeling. Der var nogle patienter, som var tidligere soldater i Frikorps Danmark og Kompagni Nordland. De opførte sig fuldstændig som dem, der i dag diagnosticeres med ptsd. Men vi vidste ikke, hvad det var dengang. Man kaldte det granatchok, siger Vagn Risager.

– Som leder af infirmeriet søgte jeg Helsefonden om at få nogle fitnessredskaber, som kan bruges af alle veteraner sammen med deres familier, og den mulighed har de stadig her på kasernen.

Det førte videre til, at han blev en del af veteranrådgivningen, som er et landsdækkende tilbud. Her kan veteraner og deres familier, der har det dårligt, primært psykisk, ringe i døgndrift året rundt.

– Jeg har 10 vagter om måneden. Mange af dem er nattevagter, og jeg har altid vagt juleaften. Jeg sidder alene juleaften, og dem, der ringer, sidder alene. Juleaften sidste år lagde jeg røret på klokken 3.30 om morgenen. Det handler meget om at lytte. Den længste samtale, jeg har haft, var på tre en halv time.

"Jeg glemmer aldrig de bedende øjne, denne kvinde havde", har Vagn Risager skrevet om sit møde i Gaza med den palæstinensiske kvinde, der kom med sit syge spædbarn og rakte det til ham over pigtråden. I den danske lejrs klinik kom kun mænd og drenge for at få lægehjælp. "Særligt nu hvor jeg er blevet ældre, har jeg tit tænkt på denne lille kvinde. Hun må have haft en stor tiltro til os FN-soldater, eller også har hun været i en desperat situation." Privatfoto

Kan tage dem i hånden

Hvorfor har du engageret dig så meget i veteranstøtten?

– Vi har haft veteraner, der begår selvmord, og jeg vil gerne hjælpe mennesker, før de når så langt ud. Jeg er uddannet sygeplejerske, og de andre, som passer telefonen, er også tidligere veteraner og fagpersoner. De mennesker, der ringer, har virkelig behov for hjælp, og de henvender sig ikke til officielle myndigheder. Det er her, jeg kan træde ind, ligesom en kollega, jeg har her på Bornholm.

– Der har været veteraner, som jeg har hentet og taget med ud på kasernen, og jeg kan tage dem i hånden og gå ned på kommunekontoret eller til veterankoordinatoren. Når det er veteraner andre steder i landet, har vi et netværk, vi kan henvende os til, som vil hjælpe helt ulønnet. Vi har mulighed for at hjælpe med mindre beløb i akutte tilfælde. Jeg husker en, der ringede et par dage før juleaften: "Jeg har ingen penge, jeg mangler gas til varme". Så får man fat i den nærmeste brugsforening eller gasforhandler og sørge for, at veteranen får varme i julen.

– Jeg har det godt med opgaven og føler, at jeg også får brugt min uddannelse.

Vil trappe ned

Bornholm er et af de steder i landet, hvor man har forholdsvis mange veteraner fra udsendelser til blandt andet det tidligere Jugoslavien og Afghanistan.

– Bornholms Regionskommune er en af de kommuner, der tager sig bedst af veteranerne. Vi er desuden heldige på Bornholm at have fået veteranforum, hvor veterankoordinator Niels Chresten Andersen gør et stort arbejde, ligesom de gør på KFUM’s Soldaterhjem. De laver meget mere end jeg gør, mener Vagn Risager.

Vagn Risager laver andet frivilligt arbejde i veteranregi, og når der er Folkemøde, stiller han sit hus i Allinge til rådighed for Danmarks Veteraner. Men han er ved at trappe lidt ned, siger han.

– Jeg er jo ikke af det sidste hold konfirmander. Telefonrådgivningen er nok det sidste, jeg vil slippe, siger Vagn Risager.

Derfor fik han prisen

Vagn Risager modtog modtog Bornholms Veteran Forums veteranpris på baggrund af et par indstillinger, hvori der blandt andet står:

"Vagn Risager har igennem sin tjeneste med telefonvagterne hjulpet mange veteraner og fået hjulpet dem til noget støtte og hjælp andre steder. Han har været med til at få veteranerne væk fra deres triste og dunkle tanker, til at kunne se lidt frem i tiden."
"Han er en ressource og nøgleperson for veteranstøtten på Bornholm."

"Han fortæller gerne om sin tid som udsendt med en entusiasme og glæde, selvom han har oplevet svære ting. Han har en enorm empati og hjælper gerne andre mennesker. Jeg beundrer hans vilje, glæde og overskud trods sin modne alder, så fortsætter han med at sprede glæde hvor end han kommer."