Lave Broch flyttede til Bornholm i sommeren 2020 og har siden da ikke fortrudt beslutningen. Den eneste udfordring, der er opstået efter at have slået sig ned på Bornholm, har været at finde en tandlæge. Han har ad to omgange ringet til alle tandlæger på Bornholm, hvor svaret har været det samme: Der tages ikke nye patienter ind. Sådan var situationen, indtil han tidligere i marts fik et tip fra en ven, der fortalte, at Tandlægen.dk i Rønne tog nye klienter ind fra april. Her blev han patient og fik tid til tjek i april, men da han fik slem tandpine i sidste uge, måtte han kæmpe sig til en akuttid hos Tandlægen.dk.
– Jeg er rigtig glad for at bo her, men det har været umuligt at få en tandlæge, før jeg endelig blev patient hos Tandlægen.dk. Jeg har en ældre reparation af en tand, der pludselig gav mig stærk tandpine, der holdt mig vågen om natten, og jeg vidste, at den var helt gal. Jeg var så heldig at få en akuttid, da jeg vidste, at det ikke kunne vente til april, fortæller Lave Broch.
Han havde ikke taget med i sine overvejelser, da han besluttede sig for at flytte til Bornholm, at tandlæger ville være et problem. Da det viste sig umuligt at få en tandlæge, kontaktede han tilflytterservice for hjælp.
– Jeg kunne se på nettet, at der er mange tandlæger på Bornholm, så det havde jeg ikke skænket en tanke. Tilflytterservice var så flinke at sende mig nummeret på nogle tandlæger, der dog desværre meddelte, at de ikke tog imod nye patienter. Tandlægeproblemet på øen er ikke noget, der gør, at jeg fortryder min beslutning om at flytte hertil, men jeg håber da, at det er noget, der kan arbejdes på, da det ikke virker holdbart, fortæller Lave Broch.