Tidende sætter fokus på Rø: Engang var her skomager, manufaktur, barber, maskinstation, to cykelværksteder, urmager...

Det var ved et borgermøde tilbage i 2007 i idrætsforeningens klubhus, at Carl Aage Reuss fik en galgenhumoristisk fælleslatter til at rulle, da han lancerede det forbløffende slogan: ”Hvorfor se Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Rø?”

– Jeg syntes, at det dengang var på sin plads med lidt selvironisk humor midt i al det lokale mismod over, at Rø netop var røget gennem bundgrænsen for Danmarks Statistiks kriterier for en by. Nemlig 200 indbyggere, husker den nu 85-årige Carl Aage Reuss.

– I 2007 var vi nået ned på 181 indbyggere. Og vi har ikke været oppe over de 200 siden. Og kan vel derfor højst være en flække. Men vores byskilte ved indfaldsvejene har myndighederne dog ikke pillet ned endnu, konstaterede jeg sidst, jeg var hjemme, ler Reuss, der er barnefødt i sognet.

Carl Aage Reuss. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Mange kvaliteter

Det dalende indbyggertal i hans egen levetid tager Carl Aage Reuss som en helt naturlig følge af samfundets almindelige udvikling. Og han hører ikke til dem, der for alvor er bekymret for områdets bosætningsmæssige fremtid. Dertil har sognet alt for mange kvaliteter.

– Vi har blot været på en rejse fra stationsby til soveby, hvor skole og forretningsliv er faldet af svinget. Den rejse er næppe slut endnu. Vi har fået flere huse, men færre helårsindbyggere. Men det kan ændre sig. Naturmæssige værdier bliver mere og mere efterspurgte.

– Og klynge-samarbejdet med Nyker og Klemensker har gjort og gør en stor indsats for at småbyerne inde på øen kan hænge med og klare opgaver, som sognene hver især ikke kan magte. Så ingen behøver – heller ikke i fremtiden – at kede sig ihjel i Rø.

Jernbanen

I øvrigt fortæller Carl Aage Reuss, at han ”huggede” det absurd humoristiske slogan fra sin søn og hans skolekammerater. En udlægning, der bekræftes af kommunalbestyrelsens Leif Olsen, der i sin tid spillede fodbold med Anders, som var den første, som han hørte bruge det.

Det var dengang resterne af stationsbyhverdagen i Rø – som i øens øvrige oprindelige stationsbyer – holdt et par generationer længere, end samfundsudviklingen egentlig gav belæg for. Men reelt oplevede man en uomgængelig afvikling af en tidsalder med livsmål og idealer, som aldrig kommer igen.

Stationsbykulturen holdt sit indtog i begyndelsen af 1900-årene, hvor handel og begyndende velstand fulgte jernbanesporene, og det åbne bondeland »urbaniseredes«. Stationerne blev plottet ind på kortet, hvor bebyggelsen før jernbanens tid indskrænkede sig til nogle spredte gårde omkring kirken.

Morten Korch

Siden fulgte skole, brugs, købmandsforretninger, radioforretning, skomager, manufaktur, barber, maskinstation, to cykelværksteder, urmager, blomster, to smede, to møller, en Tatol og en bager samt diverse hoteller og pensionater samt hele fem benzintanke.

En civilisationsform med mange kvaliteter, der havde sin blomstringstid i morten korchske 1950’ere, hvor småbyernes indbyggertal kulminerede. Men måske er tidsånden nu endnu engang ved at vende til fordel en mere naturnær hverdag.