Tesla går i nul, Ford kollapser – og salget falder

Tesla går i nul, Ford kollapser – og salget falder
Der er dog kommet en hel del fra elbiler på de bornholmske landeveje i 2025. Foto: Shell
Fredag 5. december 2025 • 19:00
Fredag 5. december 2025 • 19:00

Langt de fleste nyregistrerede biler på Bornholm i 2025 består af elbiler, men faktisk blev der i oktober og november solgt færre elbiler end i samme periode sidste år.

Antallet af solgte biler i år ligner ganske meget det fra 2024. Til og med november er der i år indregistreret 366 personbiler på Bornholm, mens antallet sidste år for samme periode var 374. Det viser nye tal fra Bilstatistik.dk.

Det nye kommer ved, at elbilerne fylder en langt større andel. For 282 elbiler er der indregistreret i år – tallet sidste var på 187.

Dermed har elbilerne i meget høj grad domineret, hvor hele 77 procent af de nye biler er elbiler – mod ”blot” 50 procent sidste år.

Sidste år var Bornholm langt bag gennemsnittet, som lød på 70,6 procent, men det er altså indhentet til i år, hvor man endda er få procentpoint foran landsgennemsnittet

I de seneste par måneder er antallet af solgte elbiler dog dykket, da der i både oktober og november er blevet indregistreret færre elbiler sammenlignet med de samme måneder sidste år. I samme periode er der så også indregistreret færre nye biler i forhold til sidste år.

Men blandt årsagerne til, at der er solgt færre elbiler i oktober og november ligger formentlig også nogle bilmærker, der præsterer væsentligt dårligere end sidste år. Ford stod for hele 18 elbiler sidste år, men blot to i år. Tesla går fra syv til nul og Kia fra seks til to.

Specielt Volkswagen står bag det store løft i antallet af elbiler på Bornholm i 2025, da der er blevet indregistreret 70 nye elbiler af mærket. Men også Kia, Toyota og Skoda tager store skridt fremad ved elbilerne.

Når det kommer til selve bestanden af elbiler, er der 1.804 på Bornholm. Der er 19.962 personbiler i alt. Dermed står elbilerne for ni procent af bestanden – langt fra tallet op 18 procent.

Tidende snakkede i oktober med Jan Lang, ansvarlig for markedsindsigter og kommunikation hos Bilbasen, om, at der på Bornholm er væsentlig færre elbiler end i resten af landet.

– Det er bemærkelsesværdigt, vil jeg sige. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at det handler om, at det er en lidt særlig situation at købe bil, ny som brugt på Bornholm. Der kan være, at der har været nogle præferencer fra nogle mærker, som ikke har haft stor udbredelse af elbiler. Men det er også noget, der kommer til at forandre sig. Så jeg er fuldstændig overbevist om, at når bornholmerne skal vælge bil i fremtiden, så kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skulle vælge en på el. Og meget, meget hurtigt vil det komme op på nationalt niveau, fortalte Jan Lang.

Bilerne på Bornholm

Bestanden af personbiler på Bornholm er på 19.962 – se hvilke tre bilmærker der tager toppen per 30.november 2025:

Toyota: 2.122
Citroen: 2.117
Volksvagen: 2.028

Antallet af elbiler er på 1.804, men fordelingen af mærkerne er temmelig anderledes:

Volkswagen: 342
Tesla: 245
Marcedes-Benz: 151



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT