Det fulde udbytte
Mosteriet har investeret i en ny tappelinje. Det har været nødvendigt, selvom indkøringen har påvirket årets resultat negativt.
For det første var den gamle linje udtjent, og for det andet styrker den nye mosteriets kapacitet og fleksibilitet, fremgår det.
– Indkøringen af vores nye tappelinje har taget længere tid end forventet, og det har betydet, at vi ikke har kunnet producere og sælge de mængder, vi havde planlagt. Nu handler det om at få det fulde udbytte af de investeringer, der er foretaget, og sikre, at vi bruger vores ressourcer rigtigt, siger administrerende direktør Josephine Senger Svendsen.
Den nye tappelinje har ført til, at Bornholms Mosteri producerer ingefærshots for en ny kunde. Udover at producere sine egne most, lemonader og sodavand udfører mosteriet nemlig også løntapning for andre producenter samt private label-produktion.