Det blev til to ynglefund af perleugle på Bornholm i 2019, hvor en perleuglehun ynglede to gange med to forskellige hanner. Det resulterede i syv unger – tre i det ene kuld, fire i det andet. Alle unger er blevet ringmærket. Det fortæller Hanne Tøttrup på DOF Bornholms hjemmeside.
De lokale ornitologer har med opsætning af et større antal redekasser gjort en indsats for, at den lille, sjældne ugle igen skulle komme til at yngle på Bornholm. I maj 2009 kunne perleuglegruppen i Dansk Ornitologisk Forening på Bornholm så oplyse, at der var udruget fire unger i en redekasse, som var blevet sat op i 2007.
Det var ifølge DOF Bornholm første gang i over 20 år, at perleuglen havde ynglet på Bornholm. Nogle mener dog, at perleuglen også har ynglet på Bornholm i den mellemliggende periode. De er blot meget svære at finde.
Men nu har DOF Bornholm i hvert fald kunnet konstatere flere ynglesucceser i de senere år.
Hanne Tøttrup fortæller, at der i forårsmånederne i Pedersker og Poulsker plantager var blevet hørt tre syngende hanner. Men det blev et helt andet sted, nemlig i Almindingen, at der den 1. april blev fundet en rugende hun i en kasse, der ikke tidligere var blevet benyttet som ynglekasse. Hunnen var året før blevet ringmærket som unge i Rø Plantage.
Ved anden gennemgang af perleuglekasserne i juni, blev den samme hun fundet i Pedersker Plantage, hvor den havde fundet sammen med en anden han og fået unger.