KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / 16. FEB • 15:30

Hjælp fuglene


Tænk på dem.

En kærlig opfordring til alle mine bornholmske medbilister.

I denne tid kører mange af os alligevel rundt med sneskovle bag i bilen – og det er desværre uundgåeligt, at vi kan komme til at ramme et dyr på vejen.

Når det så sker, så er det god stil at sørge for at dyret bliver fjernet fra vejbanen bagefter. De seneste par uger er jeg flere gange stødt på påkørte dyr, der stadig ligger på vejen efter at være blevet ramt, og efterfølgende begynder fugle – især rovfugle – naturligvis at spise resterne. Specielt i denne tid er de ekstra sultne fordi det er svært at finde føde på grund af sneen.

Tre gange har jeg den seneste uge set, at også rovfugle er blevet påkørt, fordi de sad og spiste – og det er altså ekstra ærgerligt, for rovfuglene skal vi altså ekstra godt på. Kragefuglene flyver som regel væk, men rovfuglene er besidderiske og er ikke så villige til at give byttet fra sig – og desuden er de længere tid om at komme på vingerne.

Så – når nu du alligevel kører rundt med en skovl bagi bilen, så gør fuglene en tjeneste og fjern det døde dyr – også selvom det måske ikke var dig, der kørte det ned.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT