Sura og Hisham fra Irak: 'Alt er godt og trygt, men der mangler én ting'

Sura og Hisham fra Irak: 'Alt er godt og trygt, men der mangler én ting'
Familien Zaki: Mor Sura, far Hisham, hans mor Feryal El Saddawi og på skødet børnene Celina og Olina. Trøjerne på bordet er alle nogle, Hisham har fået på de bornholmske arbejdspladser, han har været på. Foto: Jens-Erik Larsen
Lørdag 5. juni 2021 • 18:28
Lørdag 5. juni 2021 • 18:28

INTERVIEW

På postkassen ud mod Aakirkebyvej her ved huset i Rønne er der afbildet fire figurer med tilhørende navne, alt i rødt.

Det er tydeligt, at murstensvillaen er beboet af en familie. For dér står jo far Hisham, ved hans fødder kravler lille Celina rundt, så kommer mor Sura, som ved sin side har storesøster Olina.

At Celina kravler rundt er en lille overdrivelse, for hun er kun tre måneder gammel, mens Olina er to et halvt år, mor Sura 29 år og Hisham 35.

Sådan. Far, mor og børn, og de ser alle glade ud på tegningen.

"Familien Zaki", står der også på postkassen.

I garagen står en brun Folkevogn Touran parkeret, og som et skævt smil i mundvigen eller et glimt i øjet har den på trækkrogen fået monteret en glad lille gul and med blå hat, sådan en børn tager med i badekarret, og her tæt på kofangeren skal den sørge for, at man ikke støder benet alt for meget, hvis man går bagom bilen.

Fra et af rødstensvillaens vinduer spejder Olina hen over den lille græsplæne ud mod vejen, for der kommer jo gæster. Det er såmænd bare Bornholms Tidende, der kigger forbi.

Det er efterhånden en del år siden, vi første gang talte med Hisham og dengang havde en forside på avisen, hvor der stod:

"Flugten fra frygten – journalisten Hisham W. Zaki fra Bagdad i Irak turde i 2013 ikke længere blive i landet, hvor han og hans familie følte sig konstant truet. Nu er han asylansøger på Slottet og utroligt glad for den køkkentjans, han har fået på Café Gustav i Rønne".

Af artiklen inde i avisen, som er fra foråret 2015, fremgår det, at han kom til Bornholm som asylansøger i 2014, at han allerede forstår en del dansk, men at han til stadighed går rundt i uvished og frygter at blive sendt retur til det land, hvor han og familien ofte oplevede bomber og skudsalver både om dagen og om natten. Familien er mandæere, hvilket vil sige, at den tilhører en lille religion, som er en af verdens ældste, og som i stigende grad fik sværere ved at få lov at være i fred.

– Inden krigen var vi omkring 30.000 mandæere i Irak, men nu er der måske 5.000 tilbage, fortalte Hisham dengang og tilføjede:

– Resten er enten flygtet eller dræbt.


Familiens postkasse. Foto: Torben Østergaard Møller

CV i trøjer

Allerede da fortalte han også om, hvor glad han var for Bornholm. Men hvordan går det her cirka seks år senere med uvisheden og frygten?

Det vender vi tilbage til, for nu byder han inden for i huset, som han og hans hustru købte for et par år siden.

– Det er så dejligt, siger han.

Hans mor, Feryal El Saddawi, er også kigget forbi denne dag. Hun bor i Højvangsparken.

Ved vores første møde i 2015 var Hisham glad og stolt, fordi han arbejdede på Café Gustav på Store Torv i Rønne, og han fortalte, at han var den første asylansøger på Bornholm, der havde fået lov til at arbejde. Nu sætter vi os ved familiens spisebord, men på spørgsmålet om, hvor mange steder han så har arbejdet siden da, rejser han sig straks op igen og forlader stuen. Snart vender han tilbage med en stak sweatshirts og T-shirts.

– Det er mit cv i trøjer, siger han og ler.

Trøjerne repræsenterer altså hans curriculum vitae – en skildring af hans erhvervsmæssige erfaringer, og han har været vidt omkring, fremgår det. Café Gustav, Bornholms Frie Idrætsskole, Musikhuzet, Folkemødet, Røde Kors – og listen fortsætter.

En eller to gange om ugen har jeg mareridt om pludselig at være i mit hjemland og befinde mig i en farlig situation. Jeg kan ikke flygte og ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Hisham W. Zaki


Men jeg synes, det mangler en fra Bornholms Tidende?

– Ja, men der er lang vej for mig til at arbejde der på grund af sproget, siger Hisham.

Som nævnt er han uddannet journalist, og han arbejdede også som sådan i Bagdad, primært som skrivende, men det arbejdsliv er svært at omplante til Danmark og et sprog, hvor vi for eksempel staver et firbenet dyr, man kan ride på, "hest", selv om vi siger "hæst" – bare for lige for at skille fårene fra båggene. Undskyld bukkene.

Hisham er stadig tilknyttet Røde Kors, som han ind imellem laver eksempelvis førstehjælpskurser for, men hans primære beskæftigelse er nu på læreruddannelsen på Campus Bornholm, hvor Københavns Professionshøjskole står for undervisningen, og hvor han er ved at uddanne sig til lærer.

Han går på fjerde semester og er altså ved at være halvvejs.

Hvordan er det?

– Det er ikke nemt, der er lang vej, og det er svært. Der er både stress og pres, men det er godt, at vi hjælper og støtter hinanden og laver meget gruppearbejde, siger han.

Der er meget læsestof, er det ikke svært for dig at studere på dansk?

– Jo, det er svært, for det er jo ikke mit modersmål. Og nu hvor jeg er blevet far, skal jeg også have tid til mine to døtre og min kone. Hun hjælper jo meget, og det gør mine medstuderende heldigvis også i forbindelse med gruppearbejdet, siger han.

Vi er heldige

Hisham får SU, mens hans hustru, som blev familiesammenført i Danmark i 2004, arbejder som tandlægeassistent, men nu er på barsel. De to kendte ikke hinanden, men mødtes i Danmark og blev gift for fire år siden, hvor de holdt brylluppet i Kyllingemoderen i Almindingen.

Hun flyttede hertil fra Amagerbro.

Hisham arbejder også som vikar på sfo'en på Aavangsskolen og i et par måneder har han været supplementslærer på Svartingedalskolen. Om sommeren har han lidt rengøring i sommerhuse, og det betyder alt sammen, at de har været i stand til at købe deres hus.

– Vi er heldige, siger Hisham og ler.

– Jeg siger altid, at vi er heldige her på Bornholm, og det er i hvert fald heldigt, at huspriserne ikke er så høje som andre steder.

Og lad os så vende tilbage til det med trygheden.

Hvordan er det nu, har I fået permanent opholdstilladelse i Danmark?

– Nej, kun midlertidig, siger Hisham og hans ansigt ændrer udtryk, som om om en sky passerer forbi solen.

– Hverken jeg eller min kone har fået det. Vi har kun midlertidige opholdstilladelser, så hvert andet år skal vi have dem fornyet og sende en ansøgning af sted.

Giver det en vis uro eller nervøsitet?

– SÅ meget, siger han med eftertryk.

– Nogle gange er det meget stressende. Det sker, jeg drømmer, at jeg ikke kan blive her på Bornholm, men skal finde et andet sted. Og hvis jeg på Facebook eller andre steder læser noget, der handler om den slags, giver det uro.

I er nervøse for at få at vide, at I skal rejse hjem, og at det ikke længere er farligt?

– Ja. Ventetiden er hård hver gang, vi søger om opholdstilladelse. Det kan vare mere end en måned, når man venter på svar på sin ansøgning.

Så hvert andet år er der nerver på?

– Ja.

Hvordan er jeres muligheder for at få permanent opholdstilladelse?

– Det sker, at vi er tæt på at opfylde kravene. For eksempel kræver det for at få permanent opholdstilladelse, at man har arbejdet i fire år, og jeg havde arbejdet i tre og et halvt. Så jeg stod i et dilemma om, hvorvidt jeg skulle gå efter at få permanent ophold, eller om jeg skulle fokusere på min bachelor på læreruddannelsen. Og jeg valgte at gå efter at få en uddannelse, siger Hisham.

– Der er også nogle regler for, hvor meget man skal tjene i de fire år, man har arbejdet. Man skal tjene mere end 25.000 kroner om måneden.

Stramninger

Har I udsigt til på et tidspunkt at få permanent opholdstilladelse?

– Ja, hvis jeg bliver færdig med min uddannelse om to år, skal jeg efterfølgende arbejde i fire år. Så det er seks år – hvis ikke reglerne bliver ændret.

Og din hustru?

– Hun har også været tæt på. Hun arbejdede i to og et halvt år, men så blev hun mor og gik på barsel, og det tæller ikke med.

Er det belastende for jer, at der er den usikkerhed?

– Ja, min kone kom hertil i 2004 og skal stadig søge hvert andet år.

Kunne I forestille jer at vende tilbage til Irak?

– En eller to gange om ugen har jeg mareridt om pludselig at være i mit hjemland og befinde mig i en farlig situation. Jeg kan ikke flygte og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved heller ikke, hvor vi skulle tage hen, hvis vi blev sendt til Irak. Vi tilhører jo også en speciel religion, mandæerne, så vi er ikke så velkomne.

Betyder religion meget?

– For mig? Nej, det er mere tradition end religion. Men jeg er glad for være en del af det samme som min familie og andre, og vi er en god ressource. I min familie er der for eksempel mange lærere og ingeniører, også her i Danmark. Langt de fleste mandæere har uddannelse og er i job, siger Hisham, der har en del familie i Danmark, blandt andet bor hans far i Vordingborg, onklen i Hellerup og svigerfamilien i København.

Er det jeres største ønske at få permanent opholdstilladelse, så I kan være rolige?

– Selvfølgelig. Jeg var også glad for at arbejde, men jeg blev nervøs for, at jeg ikke nødvendigvis altid kunne være sikker på at have arbejde. Så jeg tænkte, at det var vigtigt med et diplom eller et bevis på, at jeg har en uddannelse, og at det kunne sikre, at jeg har job. Man kan også klare sig bedre i samfundet, hvis man ved mere om det og kulturen. Det giver bedre ressourcer med en uddannelse.

Er I meget bevidste om, at diverse regeringer gerne strammer udlændingepolitikken?

– Altså, vi kan jo ikke være med til at stemme ved et folketingsvalg, kun et kommunalvalg, så der er ikke så mange, der lytter til os. Men jeg forstår nok heller ikke, at man strammer så meget. På den måde isolerer man folk, som ikke føler, at de kan få lov til at bidrage til samfundet. Det er svært, når man ikke føler sig velkommen.

Sten gennem ruden

På en måde har du alt, hvad man kan ønske sig, en dejlig kone, dejlige børn, din mor er her, et dejligt hjem – men der mangler stadig noget?

– Ja, det er tryghed. Jeg føler mig tryg lige nu, men er ikke sikker på fremtiden. Jeg er meget glad for at have job og kunne studere og for, at jeg er blevet gift og har fået børn. I Irak tænkte jeg aldrig på, at jeg skulle blive gift, for hvad nu hvis jeg pludselig døde, skulle mine børn så vokse op uden en far? Der var så mange farlige situationer. Her tænkte jeg 'okay, her er trygt, jeg kan godt gøre det'. Vi er så glade for at bo i et dejligt hus, og at det er her på Bornholm. Alt er fint – som man siger på Bornholm, "det tjør godt", siger Hisham og ler.

– Min kone ville oprindeligt gerne bo på Sjælland, men også hun er blevet meget glad for Bornholm, hvor der er stille og roligt og ikke meget trafik eller kriminalitet og børnene kan bare lege.

– Ja, siger Sura.

– Det er meget bedre for en familie at bo på Bornholm.

Tilbage i efteråret 2015 havde Hisham dog en grim oplevelse. Han og moderen boede da i en tidligere børnehave i Aakirkeby, som de delte med andre asylansøgere, som havde fået opholdstilladelse, og en nat i august smed to berusede unge mænd en sten på 3,5 kilo ind gennem vinduet til det værelse, hvor han lå og sov.

– Det var sådan noget, jeg havde oplevet i Irak, og jeg var jo kommet til Danmark for at slippe for den slags, fortalte han dengang og fortsatte:

– Rent psykisk var det hårdt. Jeg fik et chok, og lyden, da stenen bragede igennem ruden, lød som en eksplosion.

Du husker selvfølgelig den brosten gennem ruden dengang?

– Ja ..., siger Hisham og ser lidt beklemt ud.

Har du oplevet noget som det siden?

– Ikke så voldsomt.

Andet?

– Nogen, som ikke kender mig, kan finde på at sige nogle generaliseringer om flygtninge. Nogle gange sker det, ja.

Og det er ikke rart?

– Nej, for det er ikke nogen, der kender mig, og de ved ikke, at jeg gerne vil være en god borger her i samfundet. Så nogen siger: "Du skal bare rejse hjem", fortæller han.

FÅ ABONNEMENT