Tidsfristen for at søge ind på videregående uddannelser via kvote 2 er overskredet, og på Det Kongelige Akademis uddannelse i glas og keramik i Nexø har man modtaget 132 ansøgninger.
– Tallet er en lille smule lavere end sidste år, som jo nok var exceptionelt højt. Til gengæld vokser antallet af nationaliteter, hvor vi denne gang har modtaget ansøgninger via kvote 2 fra i alt 30 lande, hvilket viser, at uddannelsen i høj grad er internationalt anerkendt, fortæller daglig leder Viki Kert i en pressemeddelelse.
Inden ansøgerne kan begynde på uddannelsen, skal de igennem to optagelsesprøver. Den første er digital, og den afgørende optagelsesprøve finder sted på Det Kongelige Akademi i København den 4. maj.
Viki Kert fortæller, at uddannelsen i Nexø forventer at optage 16 nye studerende med studiestart i august, og hun mener, det er helt specielt, at så mange unge mennesker fra hele verden vælger Bornholm som deres foretrukne uddannelsessted.