At tage imod vaccinationer er ifølge statsministeren "det helt centrale budskab", og det er lige nu en af de "vigtigste enkeltstående handlinger".
– Til oldeforældre, bedsteforældre, sårbare, personale i frontlinjen, alle jer, der er vaccineret allerede sidste vinter og i foråret: En meget, meget kraftig opfordring til at tage imod det tredje vaccinestik, siger Mette Frederiksen på et pressemøde.
Hun sender også en opfordring til pårørende og venner om at hjælpe "slægtninge, ældre og udsatte, som måske ikke har adgang til computer," med at få det tredje stik.
– Hellere i dag end i morgen. Derfor er det helt afgørende, at myndighederne og regionerne nu får skruet op for tempoet og kapaciteten, så man ikke skal vente, så ingen spilder den kostbare tid, som vi ikke har, siger Frederiksen.