Stammershalle kæmper mod underminering af vandmasser

Stammershalle kæmper mod underminering af vandmasser
Stammershalle Badehotel er ved at skulle udvide med en nybygning, hvilket nu giver problemer. Arkivfoto: Allan Rieck
Onsdag 3. januar 2024 • 17:57
Onsdag 3. januar 2024 • 17:57

Åen bag hotellet er løbet over sine bredder.

Stammershalle Badehotel uden for Tejn har tilkaldt Bornholms Brandvæsen for at få hjælp til kampen mod vandmasser, oplyser indsatsleder og viceberedskabschef Klaus Rønne Jensen.

– Jeg har indsat et hold på en 14-15 stykker i forbindelse med en lille, alvorlig opgave, siger han.

– Der er noget indtrængende vand, som vi skal have stoppet, inden det underminerer hotellet.

Indsatslederen oplyser, at en entreprenør skal hjælpe med at grave en rende, som kan lede vandet væk fra hotellet, ligesom brandvæsenet også har gang i pumperne.

– Vi har lige fået Beredskabsstyrelsen herned nu, siger han klokken 17.35 onsdag.

Problemet er opstået, fordi hotellet har udgravet et stort hul, hvor der skal opføres en ny bygning, men samtidig er åen inde bag Stammershalle løbet over sine bredder.

– Det vil sige, at vandet løber ned i det store hul, der er gravet, hvilket risikerer at kunne underminere den eksisterende bygning ved siden af, siger Klaus Rønne Jensen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT