Sønderlemmende kritik fra Peter Juel-Jensen: Statsministeren ødelægger folkestyret i ly af corona

Uden at hverken bornholmere eller ret mange andre danskere har opdaget det, har statsminister Mette Frederiksen (S) brugt coronakrisen som et dække over, at hun og hendes regering har politiseret embedsværket ved at udskifte neutrale embedsfolk med venner af Socialdemokratiet.

Det sagde folketingsmedlem Peter Juel-Jensen ved generalforsamlingen i Venstre Bornholm tirsdag aften i Nylars Samlingshus.

Det danske folkestyre har en lang tradition for, at embedsværket er upolitisk og uden problemer kan betjene en socialdemokratisk regering den ene dag og en borgerlig regering dagen efter, når regeringsmagten er skiftet. Den tradition har Mette Frederiksens regering brudt med, sagde det bornholmske folketingsmedlem.

– Man ønsker ikke at tage imod gode råd, man lytter ikke til andre, man er blevet magtfuldkommen. Og lad os lige blive der, for det ord klæber til regeringen: Magtfuldkommen, indledte Peter Juel-Jensen.

– Regeringen Mette Frederiksen har været usædvanlig fra start. Først og fremmest er det den første etparti-regering, siden Anker Jørgensen overlod magten til Schlüter i 1982, og med et »forståelsespapir« frem for et regeringsgrundlag var forudsætningerne for regeringsarbejdet helt anderledes end nogensinde før.

– Da Mette Frederiksen kort efter omstrukturerede Statsministeriet med et politisk sekretariat og placerede sin særlige rådgiver Martin Rossen i de magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalg, blev hun kritiseret for at skade den demokratiske proces og politisere embedsværket. Siden da har flere andre ministerier fulgt trop og oprettet politiske sekretariater i ellers neutrale forvaltninger, sagde Peter Juel-Jensen.

– Vi har også set flere udskiftninger af departementschefer i flere ministerier: En stilling, som bestrides af højtstående politisk neutrale embedsmænd. Især udskiftningen af departementschefen i Statsministeriet til Barbara Bertelsen har ifølge flere politiske analytikere styrket Mette Frederiksens magtposition.

Peter Juel-Jensen gjorde dernæst op præcis hvor mange af ministeriernes absolutte topchefer, der er blevet skiftet ud, siden Mette Frederiksen dannede regering i sommeren 2019.

– Allerede i januar 2020 havde syv departementschefer skiftet job efter valget, og siden da er der sket endnu flere udskiftninger. Det er en smule skræmmende at tænke på. (Netavisen, red.) Altinget har opgjort, at 27 nye presse- og kommunikationschefer er blevet ansat under Mette Frederiksen, sagde han.

Det er alt sammen udtryk for en bagvedliggende plan, mente Peter Juel-Jensen.

– Mette Frederiksen har været meget klar over, hvad hun ville med Statsministeriet. Hendes metoder og beslutninger har været gennemtænkte og veludførte, og selvom mange skulle tro, at en coronakrise ville slå hendes planer ud af kurs, har den i stedet virket som et slør for hendes stadig stigende politisering af embedsværket, sagde han.

Statsministerens grundlæggende forandring af folkestyrets vilkår og magtbalancen mellem regering og opposition finder sted, uden at den danske befolkning virker til at være klar over det eller optaget af det, sagde Peter Juel-Jensen dernæst.

– Det er bekymrende at se til, hvordan befolkningen i fascination over hendes makrelmadder og vinduespudsning og store ord om samfundssind ikke reagerer på de politiserende tiltag, hun får ført igennem bag kulissen, sagde han.

– Når vi har en regering med ét parti, hvor beslutninger træffes bag lukkede døre i regeringsudvalg, hvor kun S-ministre, nye departementschefer og særlige rådgivere må deltage, er demokratiet og transparensen under stort pres.

– Denne nye virkelighed er Christiansborg ved at tage bestik af. Jeg har i min tid som medlem af Folketinget ikke oplevet et dårligere forhold mellem politikerne på Christiansborg, og det endda i en tid, hvor landet virkelig har brug for et samarbejdende folkestyre, sagde Peter Juel-Jensen.

– Vær ikke i tvivl: Det her er den mest ideologiske regering, vi har haft i mange år. Ser man på regeringens første par år, så er målet ikke et velfungerende velfærdssamfund, der er til for den enkelte, men at fastholde og udvide den statslige styring.