Snart åbner billetsalg til populær fest i Østermarie

NOTITS | 22. MAJ 2024 • 16:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
22. MAJ 2024 • 16:30

Der var en gang, hvor folk kunne finde på at stå/sidde/ligge i kø i timevis udenfor Østermariehallen op til åbningen af billetsalget til årets Party Show.

Der er stadig rift om billetterne, og de sælges stadig efter først-til-mølle-princippet. Men i dag foregår det udelukkende online.

Østermarie Idrætsforening (ØIF) har siden 1981 stået bag den populære halfest, der oprindelig startede som Johnny Reimar Party.

Siden har mindre kendte kunstnere taget over, men det har ikke mindsket interessen for festen.

ØIF har nu annonceret, at billetsalget til 2024-udgaven åbner den 8. juni klokken 9. Og det kan ikke nytte noget, at man forsøger at bestille inden da.

Party Showet holdes lørdag den 28. september, hvor det er bandene Os 3 og Partyprojektet, som står for den musikalske underholdning.