Slankere virksomhed gav bedre fortjeneste

Slankere virksomhed gav bedre fortjeneste
I april begyndte STM Entreprise nedrivningen af dele af den gamle Aarsballegård, som ligger ved indkørslen til Aarsballe By, når man kommer ad Rømeregårdsvej. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Torsdag 20. maj 2021 • 15:50
Torsdag 20. maj 2021 • 15:50

ERHVERV

STM Entreprise i Klemensker har haft et begivenhedsrigt år. De har godt og vel tredoblet deres overskud det seneste år. Det skyldes en helt bevidst strategi ifølge Brian Kofoed, der stiftede selskabet i 2011 og nu er direktør.

– Før i tiden lavede vi alt muligt. Men sidste år blev vi udelukkende et kloakmester- og entreprenørselskab. Vi har i hvert fald forsøgt at gøre os mindre bredde som selskab, siger han.

Noget der viser sig at have givet pote. I 2020 havde STM Entreprise et overskud på 411.000 kroner, hvor de året forinden havde et på 137.000 kroner. I 2020 fusionerede STM Entreprise med Jespers Maskinstation i Hasle, hvilket har givet mere forretning, og derfor også ekstra mandskab på arbejde.

– Alene i år har vi ansat 10 ekstra, næsten en fordobling af vores personale, siger Brian Kofoed.

STM Entreprise leverede i 2018 et næsten tilsvarende tal på 472.000 kroner – bare som underskud. Nu er selskabet ved at være tilbage på samme niveau inden 2018. STM Entreprise lavede i 2018 en masse halm til afbrænding og biomasse, og i 2018 var der ikke nok halm på markerne til at opfylde kontrakterne, hvilket gav et stort underskud. Men nu glæder Brian Kofoed sig over et godt år, og han ser frem imod et endnu bedre år i 2021.

– Vi er rigtigt glade for resultatet i år, men jeg forventer faktisk, at vi i 2021 kan gøre det endnu bedre, og vi får et endnu bedre regnskabsår i 2021, siger Brian Kofoed.

FÅ ABONNEMENT