Skolechef må lukke skoler og sende klasser hjem på egen hånd

Skolechef må lukke skoler og sende klasser hjem på egen hånd
Trine Schloss Pedersen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 26. NOV 2020 • 18:47
Af:
jakob-marschner

26. NOV 2020 • 18:47
FOLKESKOLE

På grund af den stigende coronasmitte har regionskommunens skolechef Trine Schloss Pedersen de seneste 10 dage både måttet lukke hele skoler og sende klasser hjem uden at spørge andre om det først.

Det besluttede borgmester Winni Grosbøll (S) den 17. november med en såkaldt formandsbeslutning. Med dem kan en borgmester handle akut for først derefter at få mandat til det fra kommunalbestyrelsen. Winni Grosbøll traf også andre formandsbeslutninger i marts, da landet lukkede helt ned.

Kommunalbestyrelsen godkendte torsdag aften formelt borgmesterens skridt.

Winni Grosbøll lagde desuden op til, at skolechefens nye kompetencer skal blive en del af regionskommunens interne spilleregler, når kommunens såkaldte styrelsesvedtægt skal revideres til foråret. Hidtil har kun kommunalbestyrelsen kunnet vælge at lukke skoler og sende klasser hjem.

Winni Grosbøll sagde, at skolechefens nye beføjelser blot indebærer at gøre det lettere at følge de retningslinjer, som Styrelsen for Patientsikkerhed har stukket ud. De indebærer, at klasser skal sendes hjem, når en elev er testet positiv for corona, og at alle elever og lærere i klassen dernæst skal testes to gange.

Bliver skolechefens nye beføjelser en del af kommunens næste styrelsesvedtægt, lægger sagens baggrundspapirer op til, at skolechefen kan handle på egen hånd ”i forbindelse med en række helt ekstraordinære situationer, eksempelvis epidemier, pandemier, terror, brand, voldsomt vejr m.v.”.

– Der er nogle situationer, hvor det giver god mening, at man hurtigt kan lægge undervisningen om til nødundervisning, sagde Winni Grosbøll.

Dansk Folkeparti er på forhånd meget skeptisk over for at give skolechefen de nye beføjelser fast.

– Vi er nervøse for, at vi for tiden er i gang med at uddelegere stort set alle de kompetencer, som vi har. Men den diskussion kan vi tage til foråret, sagde gruppeformand Linda Kofoed Persson (DF).