– Vi har vores forening med en bestyrelse, og så prøver vi nu at etablere en støttegruppe, som dels skal hjælpe med at holde området ryddeligt, men også at lave noget selvjustits dernede, så tingene ikke får lov til at udvikle sig. Vi har også brug for nogle frivillige en gang imellem til nogle praktiske opgaver. Det er opgaver, vi vil bruge en støttegruppe til, siger Peter Lund Olsen.
– Hvis der bliver behov for en struktur omkring opsyn, kan det også ligge i støttegruppen. Når jeg selv er ude at køre, lister jeg forbi skateparken, og det er nok på det niveau, at vi kan holde styr på det. Vi er frivillige, og vi skal ikke løbe dernede og lege politi, fastslår han.
Affald er det største problem
Peter Lund Olsen mener, at det største problem for skateparken er manglende skraldespande, og på facebooksiden er der også faldet bemærkninger om affald, der ligger og flyder.
– Vi har kun fået bevilget én skraldespand. Nogle får ikke smidt affaldet i skraldespanden, når de måske skal gå et stykke vej for at komme hen til skraldespanden. Jeg synes, at de voksne, der kommer dernede, er flinke til at give en hånd, helt uopfordret, med at rydde op.