Simon Holms køer har den højeste ydelse på Bornholm, men 'det vigtigste for mig er, at jeg har til at lave en lækker arbejdsplads'

LANDBRUG

Simon Holm fra Borndal er øens næststørste mælkeproducent. 39 år gammel, gift med Sara, som er sygeplejerske på sygehuset, og far til tre piger i alderen syv til ni år.

1. januar 2018 overtog han Borndal efter sin far, Esben Holm. Forinden havde de to kørt parløb i ti år.

Da Esben Holm i sin tid overtog fra sin far, kørte landmænd stadig rundt på en traktor med et halmstrå i munden. Dengang var der 18 køer i stalden. Da Simon kom tilbage til Bornholm som uddannet landmand, var der 160. Nu er der 600, og Borndal drives som en moderne virksomhed.

Jeg vil gerne være den bedste

Simon Holm står i den store løsdriftsstald, som han byggede i 2012, iført overalls, kasket og med en tommestok i lommen. Her, under de svimlende høje tagspær, malkes de sortbrogede tre gange i døgnet, klokken 5.00, 13.30 og 21.30.

Det tager i gennemsnit 3,5 time at malke de 520 køer, som er lige så brunøjede og rolige, som de altid har været. Men de yder et godt stykke over normalen.

Simon Holm har lige vundet førstepræmien for højeste EKM på det årlige møde i kvægavlerforeningen. Man skal ikke lægge voldsomt hårdt pres på ham for at få ham til at indrømme, at han gerne vil være den bedste. Ikke nødvendigvis den største, men den bedste.

Det blev du så med førstepræmien forleden. EKM, det skal du lige forklare?

– EKM står for energikorrigeret mælk. Mælk indeholder både protein og fedt og alt muligt andet. Men på mejeriet bliver vi afregnet efter fedt og protein. En jerseyko laver meget fed mælk. Den sortbrogede ko, som er den jeg har, laver knap så fed mælk. Så for at kunne sammenligne det, så korrigerer man for de der ting. Så jeg havde i 2020 den højeste ydelse per ko, energikorrigeret.

Det er første gang du får den præmie?

– Ja, det er det, nikker Simon Holm. Han har 12 ansatte, som han kalder specialister inden for deres respektive felter. Køerne, som nu beviseligt er øens højest ydende malkekøer, sammenlignes med elitesportsfolk.

Så flueben ved det? I forhold til at være den bedste?

– Njah, jeg går egentlig meget lidt op i at få præmien. Men vi har haft et rigtigt møgår med køerne. Vi har bøvlet med en hel masse – måske fordi vi fodrede dem forkert. Men vi kan jo ikke gå ud og spørge: Hvor har du ondt henne? Det viste sig, at vi havde svampesygdomme i majsfoderet, fordi det var så tørt i Danmark i 2018. Det er nogle toxiner, som ellers kun findes i Spanien og Italien. Og det gik ud over ydelsen og køerne blev hønesyge. Men vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Så på den baggrund er det en sejr.

Hvad fik dig til at skalere op i 2012?

– Jeg er nok en lidt entreprenant type. Man kan vælge at sige: jeg har mine 250 køer, det har jeg det godt med, det kan jeg overskue. Men jeg kan godt lide en hverdag, hvor der sker noget, hvor der er udvikling. Da jeg havde bygget den her kostald, var jeg lidt træt i et par måneder. Men så popper der noget nyt op i hovedet på mig. Det er meget sjovt at tænke: hvad bliver det næste?

Kunsten at skrue op og ned

Simon Holm erkender, at han altid har lyst til at bygge en kostald mere. I teorien.

– Men for nogle år siden fandt jeg ud af, at min lykke ikke er proportionel med, hvor mange køer jeg har. Jeg får ikke mere fri, fordi jeg har 1.000 køer. Jeg har miljøgodkendelse til 1.100 køer, så alle tror jeg skal have 1.100 køer. Men det er jo ikke sikkert, jeg skal det, hvis det ikke er en god forretning. Det er meget kedeligt, men der skal jo penge til. Så hvis der ikke er penge på bundlinjen, så kan jeg ligeså godt beholde det, jeg har, siger han.

Lige nu investerer Simon Holm i Borndal som arbejdsplads.

– Det kan være i et hjælpemiddel eller noget nyt maskineri. Hvis en medarbejder siger: det er varmt, når vi går og malker: Super, så køber vi en ventilator. Stort og småt, det er ikke så afgørende. Det vigtigste for mig er, at jeg har til, at jeg kan lave en lækker arbejdsplads. At jeg kan give mine medarbejdere medindflydelse. Til gengæld får jeg god sparring.

Simon Holm betegner sig selv som landmand eller koordinator, selvom han i realiteten er direktør i et firma med en omsætning på den pæne side af 20 millioner kroner. Hans tanker cirkler løbende omkring optimering af driften. Er der nogen knapper, der kan skrues på, så det kan ses på bundlinjen?

– Det bedste er at skrue på det, jeg har. Det skal jeg ikke låne til, siger han.

Men har du ikke allerede skruet på det hele?

– Nejnej, jeg kan skrue meget mere. Jeg kan for eksempel skrue på min logistik. Sørge for, at tingene står, hvor de skal, at medarbejderne ved, hvor de skal finde dem. Så minimerer jeg spildtid. Jeg kan skrue på mine køer. Du kan altid passe dem bedre. Jo mindre spild vi har på vores foder, jo bedre er det. Jo mere jeg kan avle selv, så skal jeg ikke købe så meget. Økonomi er frygtelig kedeligt, men man kan ikke komme udover det. Der skal penge til, siger han.

Jeg skal ikke herfra som mangemillionær

Borndal kom ud af 2020 med et ganske fint resultat, medgiver Simon Holm. Mere vil han ikke sige om den sag.

– Mælkeproduktion er ikke nogen guldgrube. Omsætningshastigheden er utrolig langsom i landbruget. En forrentning på 1,5 procent, det er der jo ingen investorer, der ville være tilfreds med. Vi har så mange penge bundet i bygninger, jord og maskiner.

Tendensen blandt svinebønder er, at bedrifterne bliver dyrere og dyrere fordi de samles på færre hænder? Er det en tendens, der også gør sig gældende hos jer mælkebønder?

– Ja, det er det samme.

Din virksomhed er nok værdisat til et trecifret millionbeløb. Hvis et af jeres børn ville overtage, så ville de vel aldrig få råd til at komme ind og tage over?

– Det kommer an på, hvad jeg forventer at få med mig. Det skal jeg selvfølgelig snakke med Sara om, men jeg har ikke en forestilling om, at jeg skal gå herfra som mangemillionær. Hvis jeg står med dollartegn i øjnene, så er der ingen, der kommer i nærheden af det her, udover måske min nabo, som er ligeså stor som mig, eller en udenlandsk investor. Men kunne jeg hjælpe en ung mand i gang, så kunne jeg også gå og hygge mig og hjælpe med. Det synes jeg, der var noget sjovere i.