Var det også det indtryk, du fik i mandags?
– Ja, det er det da. Når de fortæller, hvad der skal til for, at de vil pege på mig, så jeg ved, at de godt vil pege på mig. Det er den ene ting i det, og det andet er nogle forudsætninger. Men forudsætninger ændrer sig altid. Der kunne også komme noget andet op, som måske havde været mere spændende for dem. Så det, jeg hører, er en indrømmelse om, at de godt vil pege på mig. Jeg lytter til, hvad Linda siger om mig. Men når jeg skræller det væk, som jeg opfatter som retorik og taktik, bliver der sagt, "vi vil godt snakke, men vi vil også snakke betingelser". Det er en god indgang, synes jeg. Når Kirstine siger, "Jeg kan ikke pege på Søren Schow, for jeg kan ikke stole på ham" – det sagde hun ikke på mødet, men åbenbart til dig – skal man huske, at hun på mødet stadigvæk sagde, at vi godt kan være enige om forskellige politikker. Så skellet er altså ikke større. Jeg har ikke en forventning om, at jeg skal have personlige relationer til de politikere, jeg er iblandt. Jeg er i kommunalbestyrelsen for at lave politik. Personlige relationer har jeg med mine venner og familie.
Midt i snakken om kritikken fra van Sabben og Danielsson fremhæver Søren Schow de to partier, der ikke forlod mødet, inden det var overstået.
– Og så har vi de to andre, Nye Borgerlige og De Konservative, som er enormt rolige i deres tilgang til at sætte sig sammen med den øvrige familie i blå blok. Samlet set synes jeg faktisk, at det er et godt udgangspunkt for den kommende valgkamp og de næste fire år.