Saisijn å saisen

Høsten er efterhånden ved at være vel overstået, og man kan jo ikke lade være med at blive imponeret over, hvor hurtigt man i dag får høstet selv de største marker. “Forr i tider”, da redskaberne var simplere og håndholdte eller hestetrukne, tog det jo meget længere tid.

Et af de allervigtigste redskaber dengang var leen, og netop den er emnet for dagens Bâgsia. Det viser sig nemlig, at ikke bare ordene, som var knyttede til den, men også dens praktiske udformning og anvendelse afveg betragteligt fra egn til egn.

Mens redskabet i Jylland kunne kaldes for en le, mejele og høle (også når den blev brugt til kornhøst) og på øerne vest for Øresund for mejetøj, mejered, mejejern, høsttøj og (høst)jern, havde man på Bornholm en helt anden betegnelse, nemlig en sejs (’ejn sais’, bestemt form ‘saisijn’).

Til gengæld kunne lebladet stort set kaldes for bladet i hele landet og altså også på Bornholm (man talte her om ‘blâd’ eller ‘saisablâd’), og samme enstemmighed var der også i betegnelsen af bladets spids, der blev kaldt for odden i såvel jysk som ømål og bornholmsk (på bornholmsk ‘udijn’). Til gengæld finder man større variation i betegnelsen af den bagerste del af bladet (nærmest skaftet). På bornholmsk hed det ‘låred’, en betegnelse, der også blev brugt i Jylland, Fynsområdet og Lolland, mens man på Sjælland talte om nakken og på Møn om skægget.

Også leskaftet hed noget forskelligt i de forskellige egne. På Bornholm kaldte man det for ‘bommijn’ eller ‘saisabommijn’, hvilket svarer til bommen og mejebommen på øerne øst for Storebælt, mens man på Fyn kaldte det for stagen, mejestagen eller mejestangen og i Jylland for drag eller høledrag.

Men hermed er forskellene langt fra udtømte! På Bornholm var der monteret to håndtag på ‘bommijn’, hvoraf det nederste (til højre hånd) kaldtes for ‘knaggijn’ eller ‘saisaknaggijn’, mens det øverste (til venstre hånd) kaldtes for ‘krykkjan’ eller ‘saisakrykkjan’. Andre steder kunne man have både ét og to håndtag (i forskellige udformninger). De bornholmske håndtag minder mest om dem, man kunne finde på Møn, Lolland-Falster, Fyn, Tåsinge, Langeland og Ærø, mens man på Sjælland i ældre tid kun havde ét håndtag og i Jylland brugte leer med såvel ét som to håndtag.

Den måske allerstørste forskel mellem Bornholm og resten af Danmark var imidlertid, at man på Bornholm slet ikke satte kroge og lignende på skaftet (‘bommijn’). Det gjorde man ellers alle andre steder ved kornhøst (i modsætning til ved høslæt) for at få samlet stråene og flytte dem lidt bagud. Den faktiske udformning af krogene eller de bøjede pinde varierede imidlertid betragteligt, både gennem tiden og fra egn til egn, ligesom der var stor forskel på, hvad man kaldte dem.

Næste gang skal det handle om en af de andre store forskelle mellem Bornholm og Sjælland. Den kommer til udtryk ved måden, hvorpå man skærpede leen (‘saisijn’).

Det er imidlertid blevet tid til at runde af for i dag, og det vil jeg gøre ved at minde om, at ‘sais’ jo også kan betyde noget helt andet på bornholmsk. Ud over hankønsordet ‘sais’ (altså ‘ejn sais’), som har været emnet for dagens Bâgsia, har man – foruden talordet ‘sais’ = “seks” – også hunkønsordet ‘sais’ (altså ‘en sais’), der som bekendt betyder en saks. Nåja, og for saks har vi jo også ordet ‘ejn sisara’, der betegner en lille saks. Det bornholmske sprog er sandelig rigt, men ikke altid lige nemt!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk