– Jeg er da rimelig fortrøstningsfuld. Men jeg synes, at vi har et massivt pres på turister, som slider på Gudhjem og andre ting.
Ikke et konservativt sogn
Til pinse får rundkirken desuden en ny præst, hvor sognepræst Tina Ravnsbjerg Damholt tiltræder for Østerlars-Gudhjem. De to sogne, hører under samme pastorat, men har hver deres menighedsråd. Østerlars er per deinition hovedsogn i pastroratet, hvorfor den nye sognepræst også får bopæl på Østerlars præstegård, forklarer Erling Aabye Dam, der glæder sig til, at den nye sognepræst tiltræder.
– Tina er bredt funderet, og jeg er sikker på, at hun kommer med et godt overblik over, hvad der skal tilføres sognet. Samtidig er det positivt, at Tina kommer hertil med sin familie, så jeg er sikker på, at vi får en god præst med en bred horisont til byen, siger Erling Aabye Dam. Østerlars-Gudhjem har siden december sidste år stået uden præst, efter at den forrige sognepræst Meghan Welsch Jakobsen valgte at flytte hjem til Sjælland. Hendes afgang medførte en del debat, efter at hun i denne avis udtalte, at visse dele af menigheden havde problemer med, at hun var kvinde. Erling Aabye Dam afviser, at ansættelsen af en ny kvindelig præst skal ses i lyset af debatten og tilføjer, at Østerlars og Gudhjem ikke er konservative sogne.
– Vi er ikke et sogn, der fravælger kvindelige præster, og vi ansætter ikke præster, der ikke vil vie fraskilte eller homoseksuelle. Men derudover ansætter vi helt suverænt efter den bedst kvalificerede uanset køn, siger Erling Aabye Dam, der har været med til at ansætte tre sognepræster i hans tid som menighedsrådsformand.