Rønne-virksomhed overrasker med resultat på 3,5 millioner kroner

Rønne-virksomhed overrasker med resultat på 3,5 millioner kroner
Jern- og metalskrot kan med lidt held forvandles til mange penge. Arkivfoto: Berit Hvassum
RØNNE | Onsdag 27. oktober 2021 • 07:30

Skrot opfører sig som aktier og gav Bornholms Produkthandel et usædvanlig godt år i en branche, hvor efterspørgslen er altafgørende.

 

Telefonsvareren giver lynhurtigt et ganske overskueligt vue over, hvad virksomheden beskæftiger sig med:

– De har ringet til Bornholms Produkthandel. Ønsker de afdelingen for jern- og metalskrot, skrotning af biler, salg af nyt jern, glasarter med mere tast 1. Ønsker de afdelingen for salg af autodele tast 2.

Dertil kan man taste 3 for bogholderi, men sådan et har vel enhver virksomhed af en vis størrelse.

Hvorom alting er, så var det sidste år ikke så tosset endda at beskæftige sig med ovenstående objekter i forbindelse med opkøb og salg. Overskuddet hos Bornholms Produkthandel, som er hjemmehørende på Snorrebakken i Rønne, er i hvert fald ganske betragteligt, når man ser på status over perioden fra 1. juli 2020 til 30. juni 2021:

Det blev et plus på 3.570.523 kroner før skat mod et overskud på 2.135.725 kroner året forinden, og dermed kunne firmaets egenkapital ved seneste regnskabsårs afslutning opgøres til 6.073.679 kroner.

Den umiddelbare kommentar fra bestyrer i produkthandlen Carsten Maribo-Mogensen, da Tidende ringer ham op, lyder da også:

– Det er ikke så ringe endda, som de siger i Jylland.

Men kan du fortælle mig, hvad der er sket?

– Ja, vi har haft gode priser, store mængder og heldet med os i forhold til at få det solgt i rette tid. Det hele er lykkedes, siger han.

Produkthandlen modtager, sorterer, behandler, lægger på lager og sælger skrottet, som bliver sendt af sted som skibslast.

– Man skal have heldet med sig i forhold til at have varen på rette tid og sælge på rette tid. Vi kan ikke sælge fra dag til dag, siger Carsten Maribo-Mogensen.

Handler det om at blive dygtig til det?

– Man skal have heldet med sig. Det er ligesom at handle med aktier, ingen kender resultatet på forhånd.

Carsten Maribo-Mogensen kender metalskrotmarkedet godt, eftersom han for nylig havde 40 års-jubilæum i Bornholms Produkthandel. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Stiger vanvittigt

Sidste år gik det altså rigtig godt, og der er ikke som sådan noget, der hedder et "normalt" regnskab.

– Vi er så frygteligt afhængige af priserne, gentager Carsten Maribo-Mogensen.

– Vi plejer at ligge lunt i svinget, men sidste år er nok et plus i forhold til, hvad vi er vant til, det var et rigtig godt år.

Priserne på jern og metal er således steget voldsomt i forbindelse med opstarten efter coronanedlukningerne.

– Det hele er af lave, siger bestyreren.

Kan du redegøre for, hvilke mekanismer der gør sig gældende?

– Nej, men det er jo alt, der stiger helt vanvittigt, også byggematerialer og andre ting, og man kan ikke få varerne.

Bornholms Produkthandel importerer ikke skrot til Bornholm, men får det hele her på øen – fra landbrug, fra private husstande, fra Bofa og så videre. Metallet bliver klippet i stumper og mast fladt.

– Så har vi varen liggende, og den skal helst fyres af, når prisen forhåbentlig er rigtig, siger Carsten Maribo-Mogensen.

Hvor sælger i typisk jernskrottet?

– Mange gange ryger det til udlandet. En del bliver for eksempel lastet ud til Riga.

Som genbruger det?

– Det urene jern bliver faktisk renset dernede, og jeg tror, at meget af det – uanset, hvor vi sender det hen – ryger til Tyrkiet, hvor det bliver smeltet om. De smelter sindssygt meget jern fra Europa.

Og dernæst genanvendes det til skibe og biler og så videre?

– Ja. Og det har kørt stærkt dernede, de kunne simpelthen ikke få store nok mængder. De tyske værker var lidt tilbageholdende i starten oven på coronanedlukningen, men nu har tyrkerne fået priserne op i hele Europa, fordi de efterspørger stål og jern. Det er sådan en mærkelig verden, stålværker lever i, hvor de sælger varen et kvartal frem, uden de har noget skrot at komme i ovnen. De sælger hver gang skindet, før bjørnen er skudt, siger Carsten Maribo-Mogensen, som har arbejdet i Bornholms Produkthandel igennem 40 år.

Lang proces

Og det betyder så, at de kan presses på prisen?

– Ja, for de er afhængige af at få deres leverancer, og de kan ikke bare lige stoppe ovnen, det ville være en lang proces.

Så hellere betale mere for metallet?

– Ja.

Og det er en gunstig situation for jer?

– Ja, det har vi høstet godt på.

Hvis nu man ser på jer over en 10 års-periode, var sidste år så et af de bedste år?

– Ja, det er i hvert fald en af topscorerne. Men vi så noget af det samme i 2008, lige inden finanskrisen for alvor klappede alt ned. Da var alt også fuldstændig af lave. Men derefter gik der så også halvandet år, inden vi igen kunne sælge noget.

Hvorfor er det så godt for jer, at verden går af lave?

– Det er efterspørgslen. Det er kun den, der styrer vores priser. Nogle siger, at alle lagre var tømt, da verden skulle i gang igen oven på corona, siger Carsten Maribo-Mogensen.

Bornholms Produkthandel ApS blev stiftet 20. januar 1984, og Jan Oscar Jensen er direktør i selskabet.

En bil er blevet til skrot, men kan efter omsmeltning genopstå som ny bil. Arkivfoto: Berit Hvassum

FÅ ABONNEMENT