UDVIKLING
Bornholms Idræts- og Kulturcenter (BIK-center, red.) arbejder fortsat på det store udviklingsprojekt Nordliv, Nordlandets Levende Mødested, hvor visionen er at gøre BIK-centret til hele nordlandets store forsamlingshus.
Carsten Grønning, der er formand for BIK-center, fortæller, at næste skridt er at lave en finansieringsplan for projektet og få søgt fondsmidler til at realisere det. Til det arbejde har BIK-centret ansat Katja Sofie Tolstrup som fundraiser.
– De mange millioner, som vi skal rejse til det her projekt, kommer ikke uden en stor og professionel indsats. Derfor har vi brug for en, der arbejder målrettet med fundraising. Alle os andre i bestyrelsen har jo et almindeligt arbejde, vi skal passe ved siden af, og hvis vi skal rejse 30-40 millioner i fondsmidler, så er vi altså nødt til at have en professionel til at gøre det, siger Carsten Grønning.
Tidligere fundraiser i BRK
Katja Sofie Tolstrup har tidligere arbejdet som fundraiser hos Bornholms Regionskommune og siden som selvstændig fundraiser og projektudvikler.
At det lige blev Katja Sofie Tolstrup, der kommer til at stå for søge fondsmidler, skyldes en blanding af, at hun har den rette erfaring, og at hun er bosat på Bornholm.
– For det første mener vi, hun har kvalifikationerne til at stå for fundraisingdelen af projektet. Hun har også gode kontakter til de fonde, vi gerne vil søge. Og så er det en fordel, at hun bor på Bornholm, så vi kan mødes og se hinanden i øjnene, uden at man skal bruge tid på at rejse over vandet, siger Carsten Grønning.
Katja Sofie Tolstrup er ansat på en 12 måneders kontrakt fra den 1. januar 2021. Det er Carsten Grønnings håb, at de efter de 12 måneder har fået sikret finansieringen til projektet.
Fonde viser interesse
Indtil videre har BIK-centret afholdt flere workshops og møder med nordbornholmske foreningsliv og andre intressenter for at komme frem til, hvordan et samlet mødested på Nordlandet skal se ud for at tilgodese brugere og kommende brugers behov.
Carsten Grønning fortæller, at det københavnske arkitektfirma Keingart, som er hyret til projektet, nu fået de sidste rettelser til tegningerne for det nye byggeri, som skal bestå af både hal, tilbygninger og et nyt børnehus.
Næste fase er få finansieringen på plads, som er det, Katja Sofie Tolstrup er hentet ind til.
Ifølge Carsten Grønning er der allerede flere fonde, der har vist interesse for projektet.
– Vi har fået tilkendegivelser fra flere fonde, som er positive og kan se et perspektiv i det, vi vil lave. De har hverken sagt A eller B endnu, men det kræver jo også, at de først får en ansøgning fra os. Og det er det arbejde, vi går i gang med efter årsskiftet, siger han.