"Vi har kun haft ganske få indlagte med covid-19 over julen. I morges var der ingen indlagte med covid," oplyser kommunikationskonsulent Pernille Gjede til Tidende.
Inden for de seneste 18 dage er over 1.000 bornholmere bekræftet smittet. I samme periode har omikron-varianten gjort sit indtog. Det anslås nu, at omkring 80 procent af alle smittede rammes af omikron-udgaven, fortalte Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut ifølge DR på onsdagens pressemøde.
Netop omikron-variantens udbredelse kan være med til at forklare, hvorfor Bornholms Hospital og de øvrige sygehuse ikke modtager flere indlagte under den nuværende bølge.