Dagens coronatal: Markant ny smitterekord

BORNHOLM | Onsdag 29. december 2021 • 14:10

Onsdag den 29. december er der registreret 118 nye smittede med covid-19 på Bornholm, fremgår det af Statens Serum Instituts opgørelse. Det er det højeste antal nye smittetilfælde på samme dag under coronapandemien. 

Ved nærmere gennemgang af tallene kan man se, at der i mandags blev foretaget 82 positive prøver – de fleste af disse er først kommet med i statistikken i onsdagens opdatering. Tirsdag blev der på Bornholm taget 67 PCR-test, som har vist sig at være positive.

I den seneste uge er 366 bornholmere blevet testet positiv for virussen. Dermed er incidenstallet for Bornholm 926 smittede personer pr. 100.000 indbyggere. I hele Region Hovedstaden er tallet 2.102 smittede personer pr. 100.000 indbyggere, og tallet er stigende, efter at der også på nationalt niveau onsdag blev sat nyt smitterekord med over 23.000 bekræftede smittede.

Siden pandemiens begyndelse er 2.978 bornholmere bekræftet smittet med covid-19. Dette tal var halvt så stort for blot fem uger siden.

Tallene stammer fra Statens Serum Institut og er baseret på PCR-testede borgere med adresse på Bornholm. Hjemløse, turister og personer, der endnu ikke har fået opholdstilladelse, er ikke inkluderet i opgørelsen. 



FÅ ABONNEMENT