Til Folkemødet er det Københavns Politi, der har det operationelle ansvar. Der stilles igen i år med ekstra beredskab, der hjælper Bornholms Politi. Det er ikke kun betjente, der er mødt op i ekstra tal, det er også ekstra motorcykler, sprængstofshunde og betjente til hest. Indtil videre er alt gået vel, forsikrer Rasmus Agerskov Schultz, der er vicepolitiinspektør.
Den største hovedpine op til Folkemødet har været trafikken i Allinge, fortæller Rasmus Agerskov Schultz. Folkemødet er i år vældig reduceret, og det har betydet, at flere områder er åbne for både hårde og bløde trafikanter, hvilket der ikke plejer at være under Folkemødet.
– Trafikken kører godt, og det fungerer fint rundt om i Allinge. Det var trafikken, vi var mest nervøse for, inden vi startede i dag, men her er ingen problemer at berette om endnu, siger Rasmus Agerskov Schultz.
Til at afvikle trafikken så flydende som muligt, har politiet flere motorcykler kørende, der skal hjælpe med at afvikle trafikken. De kører rundt i Allinge mellem havn, cirkuspladsen og længere ud.