Parade på kasernen: Der var blæst om bataljonens nye chef

Parade på kasernen: Der var blæst om bataljonens nye chef
Oberstløjtnant Uffe Geckler Pedersen ser frem til en travl tid for Opklaringsbataljonen med blandt andet udsendelser til Afghanistan og opbygningen af en ny eskadron. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 23. OKT 2020 • 10:47
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
23. OKT 2020 • 10:47
FORSVAR

– Du har kommandoen.

– Jeg har kommandoen.

Replikskiftet mellem general Gunner Arpe Nielsen, chef for 2. Brigade, og oberstløjtnant Uffe Geckler Pedersen fandt sted fredag morgen på Almegårds Kaserne, hvor der var tryk på blæsten mellem bygningerne, hvor soldaterne var stillet op til parade.

Anledningen var chefskiftet i den bornholmske opklaringsbataljon, hvor Uffe Geckler Pedersen overtog efter major Kristian Kold. Sidstnævnte havde taget over i to måneder efter oberstløjtnant Nicolai Abildgaard, der nu er chef for Det Bornholmske Hjemmeværn.


De bedste egenskaber

Gunner Arpe Nielsen, der på vej til jobbet som brigadechef har været bataljonschef på Bornholm, erklærede sig glad og stolt over at møde soldaterne på Almegårds Kaserne:

– Denne bataljon fremviser altid de bedste egenskaber, og det er uanset, om det er Marineeskadronen (som uddanner de værnepligtige) eller de professionelle eskadroner. Man kan se, når det er en professionalisme, som er dybt forankret, og det er tilfældet her på Bornholm.

Brigadegeneralen så frem mod vigtige opgaver, hvor der blandt andet skal opbygges en stærkere bataljon med en ekstra eskadron på Bornholm, og man får nyt materiel. Han takkede Kristian Kold for en god indsats og sagde, at Uffe Geckler Pedersen er den rigtige til at føre bataljonen videre:

– Han har prøvet det meste – fra kampsituationer til arbejde i Natos hovedkvarter, sagde Gunner Arpe Nielsen.


Ærefuldt hverv

Uffe Geckler Pedersen, der i de seneste fem et halvt år arbejdet i Nato i Belgien, takkede for tilliden:

– Det er et ærefuldt hverv. I er ikke hvilken som helst bataljon. Vi har en eskadron i Afghanistan, og en anden eskadron skal snart af sted, og vi har Marineeskadronen, der uddanner på et højt niveau. Vi kommer i min tid til at bygge en ny eskadron op, og jeg ser frem til at udvikle videre på den erfaring og historie, som er her på stedet.

– Jeg har tre kæpheste. Det er sikkerhed, vedligeholdelse og ordentlig uddannelse, sagde den nye chef og uddybede blandt andet med, at han ikke vil acceptere, at der slækkes på disse ting med uheld og i værste fald dødsfald til følge.

– Jeg glæder mig til at gå en fremtid med jer i møde, sluttede Uffe Geckler Pedersen.



FÅ ABONNEMENT