'Misbrug af medicin er eskaleret blandt unge'

Birgit Hellner er politiassistent i Bornholms Politi og har arbejdet med forebyggelse i 10 år.

Som politiets repræsentant i samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi, SSP, har hun et stort indblik i unges brug af medicin og rusmidler, som på under to år har kostet fire unge bornholmere livet. Ifølge hende spiller medicinen en større rolle i unges misbrug, end det har gjort før i hendes tid i Bornholms Politi.

Hvordan ser du situationen med den medicin, som i øjeblikket er i omløb blandt unge på Bornholm?

– Den er eskaleret, og den er blevet mere synlig. Det har ikke været i så stort omfang tidligere. Måske har det været nemmere at få fat i hash før, men nu er medicinen måske blevet mere tilgængelig. De unge, der har lyst til at bedøve sig, skal nok finde en måde at gøre det på.

Hvorfor har de lyst til at bedøve sig?

– Hvis vi siger, at et misbrug eller forbrug hos en ung er 100 procent, så siger man faktisk, at de 20 procent er selve misbruget og afhængigheden, resten handler om trivsel. Hvis vi kun behandler misbruget, så er det bare spørgsmål om tid, før man ryger ud over kanten, og der kommer misbrug igen, medmindre man virkelig får en misbrugsbehandling, der siger spar to. Hvis vi fokuserer på de 80 procent og på, hvordan vi kan få det barn til at trives, så når man længere. Men hvis der ikke er de rammer, de grundvilkår for at minimere risikoen for at ryge ud over kanten, så får vi jo flere, der bliver risikovillige.

Hvorfor er det lige medicin, de tager?

– Jeg tænker, at det måske er, fordi det er det, der er nemt at få fat i. Lige præcis den del kræver jo nødvendigvis et samarbejde mellem myndighederne og dem, som har medicinen. Forældre og bedsteforældre skal også finde ud af, hvad de har liggende af medicin. Hvis de unge har lyst til at bedøve sig, og det er der alt for mange unge, der har, så tager de jo, hvad der er. Umiddelbart tænker jeg, det er fuldstændig vanvittigt, at vi også snakker metadon i den sammenhæng. Det var jo noget, som man i sin tid, da jeg arbejdede på Vesterbro, gav til narkomaner som abstinensbehandling.

Hvordan får de fat i det?

– Blandt andet ved at dem, der har metadon på recept, sælger det. Så bruger de mindre af det selv og sælger noget fra. Jeg ved ikke, om det også bliver solgt på nettet. Når jeg læser døgnrapporter, kan jeg jo se, hvad der bliver opsnappet i forskellige toldkontroller og bliver sendt som anmeldelser til politiet, men jeg har ikke set metadon-sendinger. Så vi er nødt til at gå ind i noget andet. Før i tiden stod dem, der fik metadon, på apoteket og tog det flydende hver morgen. Det var desværre også lidt en udstilling af dem, men nu kan man få det i pilleform og til flere dage af gangen, og så kan man jo godt spare lidt på det, sælge det og tjene lidt penge. Metadon dulmer og får en til at falde til ro, men man bliver også sindssygt afhængig af det. Ligesom man gør af morfin, smertestillende og alle de beroligende medicintyper. Så er der også kokain, men det er jo dyrt, så det er noget andet, jeg tænker det måske ikke er for de helt unge. Kokainen, vil jeg tro, er mere hos de lidt ældre, men stadig, hvis de havde adgang til kokain, så tror jeg ikke, at et ungt udsat menneske, som godt tør tage benzodiacepiner og andet, ville have noget imod at tage kokain. Det er bare ikke så tilgængeligt, og det er dyrere, hvor det receptpligtige medicin er noget, folk har i forvejen, og så er der åbnet et marked for det.

Hvor stort er problemet?

– Det er for stort.

Hvad gør I i SSP i forhold til medicinen blandt unge på Bornholm?

– Vi taler om det med de unge i det, der hedder bekymringssamtaler, som er en del af mit arbejde. Her taler jeg med unge, hvis de har lavet noget kriminelt, hvor man bliver bekymret og indkalder forældrene til samtale. Det kan også være fordi jeg hører, at de ryger hash eller går med kniv eller et eller andet. Så spørger jeg ind, hvordan det ser ud med for eksempel stoffer, medicin og andre rusmidler. Jeg er heldig, at mit netværk igennem mange år er blevet større. Jeg kan godt blive ringet op af en forælder til en, som er bekymret for, om hendes dreng er på vej ud i noget, eller hendes drengs ven. På den måde kan man indkredse det. Så taler vi også allesammen i SSP om, hvad vi kan gøre. Men vi er jo ovre i det her 80/20, fordi vi kan jo byde ind med rigtig meget i de 80 procent, vi gør, hvad vi kan.

– I forhold til de 20 procent skal vi jo have gang i misbrugsbehandling, og det er slet ikke sikkert, de unge erkender, at de har et misbrug. Vi har Ungerådgivningen, som vi samarbejder med. Det er jo frivilligt, så hvis jeg ser en ung på 14 år, og jeg ved, at vedkommende ryger hash tre gange om ugen og slet ikke selv ser noget problem med det, mangler jeg et sted at gå hen. Der har vi en udfordring. Jeg er klar over, at behandling, der ikke sker frivilligt, ikke har samme succesrate, som når det er frivilligt. Det siger sig selv. Men vi har børn, der er behandlingskrævende. Uden tvivl.

Hvorfor skal der være et behandlingssted, hvor det ikke er frivilligt, om man vil behandles?

– Det er ikke bare fordi, jeg er i en blå skjorte og godt kan lide regler. Det er fordi, hvis alt bliver frivilligt, og vi kan se, at det unge menneske sejler, så har vi, der er omkring den unge, svært ved at hjælpe. Det kan jeg godt blive vred over og føle mig magtesløs. Der bør være nogle andre og mere konkrete ting, hvor man kan gøre noget i det øjeblik, de ikke kan passe deres skole, fordi de tager stoffer, men ikke selv kan se problemet. Så bør der være noget andet, der træder i kraft. Det kræver en indsats, men hvilke omkostninger har det ikke, når en ung ryger udover kanten og muligvis først bliver rettet op i en alder af 28? Det kan næsten ikke gøres op. Og så er der livskvaliteten. Hvad er det for et ungdomsliv, vi gerne vil give de her børn og unge?

Hvordan hjælper man bedst de unge, der har udviklet et misbrug?

– Ved at tydeliggøre og italesætte det. Man kan lave et inddragende netværksmøde, hvor den unge er i centrum, og hvor man snakker om, hvordan den unge kan trives bedre. SSP-konsulenten Heidi Johannesen bruger en vækstmodel, hvor man spørger den unge, hvad er du god til, hvad har du af udfordringer, så den unge kommer i centrum og finder ud af, hvad han eller hun godt kunne tænke sig. Når den er lavet, kan man også lave den med forældrene, hvor den unge stadig er i centrum, men hvor forældrene også føler sig hørt og bliver klædt på at kunne sætte grænser.

– Og så skal vi som myndigheder hjælpe, alt det vi kan. Det kræver måske nogle andre muligheder, end der er i dag.

I kendte til nogle af de unge, der døde af overdoser. Hvad har I gjort jer af tanker efterfølgende?

– Dødsfaldene kom ikke som et chok på den måde, for vi ved jo godt, når folk er ude i noget. Det var frygteligt, men ikke uventet desværre. Og det, at det ikke var så uventet, det får jo en til at kigge rigtig meget indad. Det ved jeg, vi har gjort allesammen. Vi har tænkt over, hvad det er, vi ikke har formået at gøre her. Så går man dybere og tænker på, hvad det er for en forebyggelse, vi ikke har, og hvad det er, vi har brug for.

Kort efter det sidste dødsfald konfiskerede dine kolleger hos politiet morfin hos en 16-årig pige her i Rønne. Hvad skete der af opfølgning efterfølgende?

– Der bliver fulgt op på det, og det er mit indtryk, at der bliver fulgt rigtig godt op på det. De unge har jo enorm loyalitet overfor hinanden og vil ikke stikke hinanden, så der skal meget til, før de vil fortælle, hvem der har medicinen. Loyalitet er jo en fantastisk egenskab, men i det øjeblik, at den overskrider behovet for omsorg, så kunne jeg godt tænke mig, at man tænkte anderledes. Så plejer jeg at sige til de unge, jeg taler med, at det også kan være omsorg at fortælle, hvad der foregår.

– Når en 15-årig dør, står vi jo med en hel gruppe af unge, der er voldsomt rystede og kede af det. Når man er 15 år, tror man, at man er udødelig.