DAGENS NAVN: En afbrudt tur til USA førte til jobbet som forsikringselev i Bornholms Brand for Nicklas Harder Mogensen.
Du blev stx-student i 2019 – hvad har du lavet siden da?
– Jeg har arbejdet lidt forskellige steder. Jeg var først på Café Emajoka i Hasle, og derefter var jeg køkkenmedhjælper på Bornholms Frie Idrætsskole i nogle måneder for at spare op til en tur til USA.
– Vi var fire kammerater, der skulle på roadtrip i en lejet bil. Vi startede i Miami og skulle have været helt over til Los Angeles. Men vi nåede ikke så langt. Vi skulle have været af sted i to måneder, men nåede kun at være der i ni dage, inden vi måtte rejse hjem på grund af coronapandemien. Det var selvfølgelig lidt bittert, men til gengæld førte det til, at jeg kom i gang med en uddannelse.
Hvordan kom det i stand, at du startede som elev i Bornholms Brand?
– Den afbrudte tur til USA gav mig en lang ferie herhjemme, hvor jeg kunne tænke over, hvad der skulle ske. Så dukkede muligheden op lidt tilfældigt. Jeg kender en assurandør fra Bornholms Brand, der var ude at sælge forsikringer hos os, og så kom vi ind på, at de søgte efter en elev. Ansøgningsfristen var egentlig udløbet, men der var ikke ansat nogen endnu, så jeg kom til samtale og fik stillingen. Det tiltalte mig, at jeg kan bruge yderligere to år hjemme og spare lidt op. Så vil jeg se, hvad tiden bringer derefter.
Fortæl lidt om uddannelsen?
– Jeg har lige været på grundforløbet i Roskilde. Grunduddannelsen er til elever indenfor både banker, forsikringer og pensionsselskaber. Nu skal jeg til at specialisere mig indenfor skadesforsikring.
Hvad laver du i din fritid?
– Fodbold har fyldt meget i mit liv, siden jeg var seks år, og jeg har været på idrætsefterskole i København, hvor jeg havde fodbold som min linje. Jeg har været nomineret til årets ungdomsspiller på Bornholm.
– Mine forældre er også meget fodboldinteresserede, og jeg har som ungdomsspiller haft min far som træner, så vi har altid snakket meget fodbold derhjemme.
Hvad betyder fodbolden for dig?
– Den betyder rigtig meget. Det er et frirum, når jeg tager til fodbold. Man glemmer lidt tid og sted. Bekymringerne bliver glemt, man tænker bare på at være sammen med de andre og have et godt fællesskab. Jeg har fået mange af mine venner igennem fodbold, og vi er en stor gruppe, hvor fodbolden nok har været medvirkende til at holde os væk fra forskellige problemer.
Har du stadig ambitioner med din fodbold?
– Jeg tror, de er forsvundet. Jeg skulle nok være flyttet over, hvis jeg virkelig ville noget. Nu er det stadig på et seriøst, men også på et hyggeligt plan.
Har du tid til andre interesser?
– Jeg hygger mig med min familie og mine venner. Men der går meget tid med fodbold, for i sæsonen rejser vi over for at spille hver anden weekend.
Hvad er dine fremtidsdrømme?
– Jeg har ikke gjort mig nogen tanker om, hvad jeg vil, når jeg bliver færdig med uddannelsen. Men umiddelbart er det fedt at være her. Det er en god arbejdsplads, hvor jeg er blevet taget godt imod.
– Jeg har ikke travlt med at komme til København. Jeg elsker at bo på Bornholm, og nogle gange bliver det måske snakket lidt ned.
Du har de tilbud, du gerne vil have?
– Ja, det synes jeg. Jeg er måske også en stille og rolig person, der ikke foretager mig det hele vilde. Jeg kan spille min fodbold, og jeg har mit job.
Nicklas Harder Mogensen
21 år.
Single, bor i Rønne – sammen med sin far, en lillebror og brorens kæreste.
Finanselev i Bornholms Brand.
Spiller på RIK’s hold i Københavnsserien.