Nyt vidne modsiger Sikandar Siddique: Ikke ham, politiet gik efter

NYHED | 29. JUN 2022 • 16:17
Af:
Anders Liljeroth
NYHED
29. JUN 2022 • 16:17
Frie Grønnes partileder har anklaget politiet på Bornholm for raceprofilering. Men nu modsiger et nyt vidne ham. Siddique står fast på forklaring

Et nyt vidne bakker nu op om politiets forklaring i den heftigt omdiskuterede sag om mulig raceprofilering mellem partileder fra Frie Grønne Sikandar Siddique og Bornholms Politi fra Folkemødet. Det skriver Dagbladet Information.

Avisen har talt med Bernt Jensen, der var frivillig samarit på Folkemødet og gruppeleder for Bornholms Frivillige Samaritter. Han ses i baggrunden af videoen, partilederen fra Frie Grønne lagde ud på sociale medier i kølvandet på episoden, og overværede hele optrinnet, fortæller han til Information.

– Politiet henvender sig til de to, der går sammen med Sikandar Siddique. Og så efter, at de har henvendt sig til de to, begynder Sikandar at blande sig, siger Bernt Jensen til Information.

Ifølge Sikandar Siddique og Frie Grønne var politiets henvendelse i første omgang rettet mod Siddique. Men den udlægning er Bernt Jensen "fuldkommen uenig i", siger han.

– De kommer og spørger de to andre, om de kan legitimere sig, og om de må se noget ID.

Ifølge en pressemeddelelse fra Bornholms Politi udgivet dagen efter episoden var politiets henvendelse baseret på et tip fra en borger, der "gav udtryk for en bekymring, som var relateret til to personer, der blev udpeget af borgeren".

Den forklaring har politiet uddybet over for Information. Ifølge Bornholms Politi henvendte en borger sig til politiet umiddelbart efter, at klimaaktivister havde afbrudt en partilederdebat.

Betjentes forklaring stemmer ikke overens

– Borgeren kontaktede politiet på baggrund af en samtale mellem to personer, borgeren havde overhørt, som gjorde borgeren bekymret for, at de pågældende ville lave uorden på folkemødet. Politiet kontaktede herefter de to personer, skriver Bornholms Politi i en mail til Information.

Henvendelsen var altså ifølge politiet ikke rettet mod Sikandar Siddique, men mod de to personer, han fulgtes med, der i videoen afkræves navn og ID.

Sikandar Siddique og Frie Grønne fastholder, at politiets henvendelse var rettet mod partilederen.

Det gør også Rasmus Hamer, et øjenvidne, der tidligere er stået frem i B.T. og har støttet Siddiques udlægning. Han siger til Information, at han ikke direkte så politiet henvende sig til partilederen. Men det er hans klare indtryk, at politiet henvendte sig til Siddique, eftersom han hørte Siddique fortælle betjentene, hvem han er.

– Jeg må bare fastholde, at alle andre, der var til stede, inklusive Rasmus Hamer, har den oplevelse, jeg har givet udtryk for. Politiet henvendte sig til mig – det kan man tydeligt se i videoen. De andre står væk fra situationen, siger Sikandar Siddique til Information.

Ifølge partilederen fra Frie Grønne er det heller ikke en mulighed, at han kan have misforstået situationen. Politiet kom kun over til ham og bad ham om at identificere sig, siger han – de sagde intet til de to andre. Han tilføjer i et skriftligt svar:

– Desuden spørger vi betjentene flere gange, hvorfor de stopper os, hvor de på intet tidspunkt nævner en borgerhenvendelse. Så betjentenes forklaring i situationen stemmer ikke overens med pressemeddelelsen eller de efterfølgende udtalelser.

Information har også talt med kameramanden bag videoen, der er medlem af Frie Grønne og barndomsven med partiformanden. Han støtter Siddiques forklaring og afviser at have haft en samtale, som kunne have givet anledning til at tro, at vedkommende ville "lave uorden".