Nyt storværk om vikingetiden bekræfter, at Sorte Muld var et nordisk hotspot

HISTORIE

Sorte Muld hører til blandt de vigtigste byer og fundsteder fra Vikingetiden i Skandinavien. Det fastslår arkæologen Jeanette Varberg i storværket "VIKING – Ran, ild og sværd", der er udkommet på Gyldendal og har høstet både stor interesse og anerkendelse.

Varberg forsøger at beskrive hele Europas historie fra 300-tallet og fremefter som en lang kronologisk beretning. Og når undervejs frem til Wulfstans rejse fra Hedeby til Truso i 880, hvor navnet Danmark dukker op sammen med de ældste skriftlige belæg for en række andre nordiske stednavne.

Mens datidens ”storby” Hedeby var en forgænger til byen Slesvig, så er Trusos nøjagtige beliggenhed usikker, fordi kystlinjen har ændret sig betydelig. Men de fleste historikere eftersporer området indenfor eller nær den nuværende polske by Elblag, ikke langt fra Gdansk.

Egen konge

Wulfstan beretter, at sørejsen tog syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skaane, land som alle hørte til ”Denemearcan”.

Og herefter følger Wulfstans lokalt så berømte konstatering: ”Og så havde vi Burgendaland til bagbord, og de har deres egen konge”, som har givet anledning til begrundet tvivl om Harald Blaatands påstand om, at han ”vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

Jeanette Varberg vil dog ikke bide spids på, at Wulfstans udsagn er korrekt – eller om Bornholm lå under sveerne eller danernes rige. Men i hvert fald er den store Gamleborg i Almindingen, der ligger på et naturligt plateau inde midt på øen, bygget netop i slutningen af 800-tallet.


Øen blomstrede

Rundt på øen er fundet mange nedgravede skatte fra vikingetiden, der tilhørte alle dem, der som måtte flygte fra de fjendtlige flåder, men ikke nåede ind til borgens sikkerhed. Fundene bevidner, at øen blomstrede med sin strategiske placering for handlen på kryds og tværs i Østersøen.

”Den lille og smukke klippeø har uden tvivl også være et tiltrængt ophold på skibenes rejse over havet. Måske hørte man, hvad nyt folkene havde hørt fra øst og vest. Og måske lod man turen gå forbi et lokalt tempel, hvor man kunne ofre til guderne og bede om sikker rejse og god handel.”

Projekt på standby

I 600-tallet og frem til 800-tallet var øen centrum for en kult, hvor man ofrede små guldblikfigurer i en tempellignende konstruktion ved Sorte Muld. Her var det religiøse og administrative center omgivet af en hel by af gårde over et en kvadratkilometer stort område.

Netop tempelområdet var i fjor centrum for det tre-årige EU-støttede forsknings- og arkæologiturisme-projekt ArcheoBalt under ledelse af Bornholms Museum, der skal udvikle arkæologisk turisme i Danmark, Polen og Sverige. Desværre er projektet i denne sommer på standby af indlysende årsager.


 

 

 

Arkæolog forlænger kongerækken

Som optakt til det i denne sommer desværre ”sygemeldte” treårige EU-projekt ArcheoBalt kunne arkæologerne i fjor konstatere, at templet på jernalderens Sorte Muld var anbragt med gavlene øst og vest som de senere kristne kirker.

Ved forårsjævndøgn 20. april i et af datidens rigeste magtcentre og sandsynlige kongesæde velsignede morgensolen præcis den østvendte gavl i det tyve meter lange tempel i en skibsformet tempelgård, der måler 30 gange 40 meter.

Opdagelsen af templets kalenderfunktion tilføjede ny viden om jernalderens voksende landbrugskultur, der var en forudsætning for den magtcentralisering, som igen var en af de afgørende faktorer for Vikingetidens ”opståen”.

Tour de force

Mens de skriftlige, historiske kilder forbliver stort set uændrede, så har arkæologiske udgravninger de senere år tilføjet en stærkt voksende mængde fund, der giver nye fortolkninger af vikingernes verden.

Arkæologen Jeanette Varbergs storværk ”VIKING Ran, ild og sværd" udnytter over hele 576 underholdende sider gammel og ny viden og hidtil mere upåagtede kilder til en tour de force gennem Europas historie helt tilbage fra 300-tallet.

Dermed udvider hun perspektivet på perioden til ca. 800 år fremfor de 350 år, vikingetiden normalt afgrænses til. I samme ombæring får hun forlænget Danmarkshistorien mere end 600 år længere tilbage i tiden end den gængse.

Sorte Mulds ødelægger

Hun lader således danske konger træde ind i historien langt tidligere, end man hidtil har ment og har opfisket en dansk konge med det mundrette navn Chlochilaich, der allerede omkring år 515 med en stor flåde overfaldt og plyndrede ved Rhinens nedre løb.

Og Sorte Mulds mulige ødelægger 150 år før Gorm den Gamle – kong Godfred den Store – kommer til hæder og værdighed, skønt han næppe var den eneste konge i dagens Danmark, hvor der dengang etableredes større og mindre kongedømmer eller magtcentre.

Jeanette Varberg fortæller i kronologisk form, så man har en chance for at følge med i det vilde og brogede virvar. Hun behandler temaer som geografi, handel, håndværk, krig og digtekunst og sætter dem ind i store sammenhængende linier.

Klimaforandringer

Hovedsigtet giver et omfattende og detaljeret billede af det samfund og den materielle og åndelige kultur, som lå bag opbygningen af Vikingetidens riger, hvor bevæbnede, skandinaviske mænd på overlegne sejlskibe drager ud i en verden i jagten på et bedre liv.

Og hun forklarer, at jernalderens danskere var fuldt bevidste om værdien af deres hedenske verden og forsvarede den dygtigt mod den ekspanderende kristendom, som de havde kendt til i mere end 500 år, før de lod sig omvende.

Mellem 800 og 1100 skabte klimaforandringer til det varmere fremgang overalt i Europa. Der er endda fundet spor af vindyrkning ved Tissø på Sjælland. Gode afgrøder betød stabil befolkningstilvækst, hvor det måske var overskuddet, der drog på vikingefærd.

Ikke specielt voldelige

Ordet viking stammer i øvrigt fra skandinaviske runesten og betyder sandsynligvis noget i retning af søkriger eller pirat og ”at drage i viking”. Om det så betyder at handle eller plyndre – eller begge dele er lidt uklart.

Men Varberg sandsynliggør i hvert fald, at vikingehærene ikke var særskilt voldelige for deres tid. Deres hærgen var reelt blot en søfarende udgave af den sædvanlige form for krig.

Det helt uhørte i samtiden var imidlertid, at vikingerne plyndrede de fredhellige kirker og klostre, som aldrig havde troet, deres rigdomme var i fare, og dræbte biskopper og abbeder foran deres altre.