Uden at gå i detaljer om plan B bekræfter museumsdirektøren, at Bornholms Museum i forbindelse med planlægningen af Tejn-projektet lavede en liste med alternativer, som nu kan komme i spil, hvis flytningen til Tejn ikke kan gennemføres.
– Vi har kigget på flere andre muligheder, som vi på det tidspunkt vurderede, ikke var helt lige så gode som den i Tejn. Bliver vi tvunget ud i en ny situation – og det håber jeg virkelig ikke – så skal vi meget hurtigt aktivere en plan B, fortæller Jacob Bjerring-Hansen.
Museet har både brug for nye magasiner og arbejdslokaler til museumspersonalet. I Tejn kunne museets arkæologer og adminstratorer flytte ind i det tidligere rådhus, mens magasinerne skulle bygges på den tilstødende grund.
– Det drejer sig i høj grad om magasiner, men også om lokaler, hvor arkæologernes fund og genstande fra nyere tids historie bliver analyseret og behandlet, forklarer Jacob Bjeriring-Hansen.
– Tejn virkede som en meget rigtig løsning, fordi der var nogle gode administrationsbygninger og pladsen til at bygge ved siden af. Ovenikøbet havde det nærheden til Helligdommen og den nye tilbygning til kunstmuseet (Bornholms Museums fremtidige udstillingslokaler, red.). Så der var mange gode grunde til, at jeg og bestyrelsen har prioriteret løsningen i Tejn.