Millionprojekt på skole bliver til gavn for hele byen

Millionprojekt på skole bliver til gavn for hele byen
Åvangsskolen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. JUN 2020 • 10:52
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
23. JUN 2020 • 10:52
RØNNE

Hvis Åvangsskolens drøm bliver til virkelighed, kan rønneboerne se frem til et nyt aktivitetsområde med klatrevæg, trampoliner, klatrestativer og en masse andre faciliteter, som både kan bruges til leg og læring. Skolen i Rønne barsler med en gennemgribende modernisering af sine udearealer, som generelt er i dårlig stand, fremgår det af en dagsorden til børne- og skoleudvalget.

I forbindelse med at skolen i 2017 igen blev en selvstændig skole, gennemgik den en omsiggribende renovering indvendigt. Der blev lavet nye pædagogiske læremiljøer, og styringen af indeklimaet blev opdateret. Udearealerne var ikke omfattet af dette projekt, men nu har skolens ledelse og skolebestyrelse i samarbejde udarbejdet et forslag til fem aktivitetsområder, der knytter skolens infrastruktur sammen i kombinerede lege- og aktivitetsområder.

Efter skoletid

Ifølge Åvangsskolen er udearealerne generelt i dårlig stand, og flere af arealerne står under vand i perioder med vådt vejr. Derfor ønsker den at få dele af skolens legeplads gennemgribende saneret, og i den forbindelse har skolen nytænkt udearealet i et pædagogisk perspektiv, der fremmer bevægelse og sanselighed.

Planen for udearealerne skal medvirke til at gøre Åvangsskolen mere attraktiv for elever og forældre, og da den ser sig selv som en aktiv og udadvendt skole, ønsker den at lade skolens nye faciliteter være tilgængelige for byens og kvarterets borgere, som kan benytte arealerne efter skoletid.

Kommunal medfinansiering

Nytænkningen af udearealerne omkring Åvangsskolen lægger sig tæt op ad regionskommunens folkesundhedspolitik samt den eksisterende skolepolitik og de 10 visionsmål for en fælles folkeskole på Bornholm.

Det er derfor vurderingen, at planen kan bidrage til at indfri nogle af de politiske visioner på skoleområdet om øget aktivitet, trivsel og læring. Set i det lys har Åvangsskolen ansøgt kommunen om, at der arbejdes videre på et anlægsforslag til budget 2021, der finansierer et af de fem forslag, som planen består af. Sideløbende med dette søger skolen fondsmidler til de øvrige fire forslag.

Den samlede økonomiske ramme indeholder også udgifter til etablering af blandt andet dræn, som vil være nødvendigt for etablering af et nyt, holdbart udeareal på skolen.

Åvangsskolen har fået udarbejdet en film, der viser den samlede plan for den ønskede udformning af udearealerne. Den kan ses her.

 
 

Mål for folkeskolen på Bornholm

Der er udarbejdet 10 fælles mål for folkeskolen på Bornholm:

1. Folkeskolen er det naturlige skolevalg.

2. Folkeskolen er et stærkt fællesskab med plads til alle.

3. Elever og medarbejdere trives godt i folkeskolen.

4. Folkeskolen har et højt fagligt niveau.

5. Folkeskolen sikrer eleverne social udvikling og almen dannelse.

6. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de får udnyttet deres fulde potentiale.

7. Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.

8. Folkeskolen er kendetegnet ved stabilitet og en fast skolestruktur.

9. Folkeskolen har et tæt forældresamarbejde og en åben kontakt med lokalsamfundet, som er kendetegnet ved dialog og medejerskab.

10. Folkeskolen er tydelig om, hvad den står for – og hvad den vil.

Kilde: BRK.dk

 
 

6.849.500

kroner bliver ifølge Åvangsskolens egen oversigt den samlede pris for moderniseringen af skolens udearealer