Tillid er vigtig i lokalsamfundet
Det var hans far, Birger Blomquist, der startede snedker- og tømrerfirmaet tilbage i 1960'erne. I 1996 overtog Jesper Blomquist, og i 2019 gik han sammen med sin tidligere ansatte, Marc Andersen, og lavede et nyt selskab, Byg Bornholm Aps.
Selvom selskabet er relativt ungt på papiret, er grundholdningerne ifølge Jesper Blomquist og Marc Andersen de samme, som da Birger Blomquist startede sit snedker- og tømrerfirma tilbage i 1960'erne.
– Det, som min far byggede sit firma på, nemlig den gensidige tillid mellem tømrer og kunde, har vi taget med. Det er meget vigtigt, at man har tillid til hinanden. Især i de små lokalsamfund som vores. Vi møder jo vores kunder, når vi er ude at handle, og vi får mange opgaver ved, at vores kunder anbefaler os til andre, siger Jesper Blomquist.
Han anslår, at 80 procent af omsætningen kommer fra opgaver, der ligger i området fra Gudhjem til Sandvig.