Mejeriet forsøgte at stoppe ødelæggende forurening med en T-shirt som prop

Mejeriet forsøgte at stoppe ødelæggende forurening med en T-shirt som prop
Regnvand fra mejeri-bygningernes mange overflader er tidligere ledt videre til søen bag BAF og videre til vandsystemet i og omkring Præstemosen. Den lille sø, der ikke rummer fiskeliv, blev renset op efter forureningen i november. Den blev også renset op i 2018. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 17. DEC 2020 • 13:05
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
17. DEC 2020 • 13:05
KLEMENSKER

Bornholms Andelsmejeri forsøgte at forhindre forureningen af Præstemosen ved at proppe regnvandsledningen til med en T-shirt.

Det fremgår af et tilsynsnotat om forureningen tirsdag den 3. november, udarbejdet af regionskommunens spildevandsmyndighed, som Bornholms Tidende har fået aktindsigt i.

Notatet er skrevet efter et tilsynsbesøg på Bornholms Andelsmejeri på dagen, hvor processpildevand, der indeholder mælk og ifølge notatet også rengøringsmidler, blandede sig med regnvand og blev ledt til Præstemosen og det omkringliggende vandløbssystem med omfattende fiskedød til følge.

Regionskommunen har efterfølgende, den 4. december, politianmeldt mejeriet for overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven og for ikke med det samme, som mejeriet har pligt til, at give kommunen besked om forureningen. Det var via en lokal borger, der opdagede forureningen, at kommunen blev orienteret.

”Mejeriet har forsøgt at standse ulykken ved at proppe regnvandsledningen med en T-shirt. Det har afhjulpet noget men en T-shirt har ikke kunnet standse ulykken helt, og der er fortsat sevet forurenet procesvand gennem T-shirten til recipienten (modtageren red.). Mejeriet har dog ikke kontaktet andet end en slamsuger, da de opdager ulykken”, hedder det i tilsynsnotatet.

Mistænkelige forhold

Kommunens tilsynsførende beskriver i notatet den aktuelle her og nu-situation omkring forureningen og om tjek af rør, brønde og afløb på mejeriet.

Notatet tegner et billede af et mejeri, der har et uhensigtsmæssigt indrettet og korroderet kloakerings- og afløbssystem.

Der er brønde, som kommunen ikke kender til, og hvortil der foregår ulovlig udledning af mælkevand.

Kommunens udsendte opdager under besøget, at mejeriet har nøgle til Bornholms Forsynings prøvetagning. Nøglen var gemt i skabet ved siden af prøvetagningsudstyret.

Forholdet omtales i notatet under overskriften "Forhold som i øvrigt er mistænkelige."

”Det betyder, at de akkrediterede prøver, der indtil nu er taget, skal kaldes noget andet. Denne nøgle var gemt i skabet ved siden af prøvetagningsudstyret," hedder det i notatet.

Spildevandsrøret blokeret

Forureningen sker ifølge notatet, fordi en håndsten sætter sig fast i røret, der skal føre processpildevand fra en brønd til den næste. Under indvejningsstationen ved mejeriet er placeret tre brønde, hvor processpildevand løber i bunden.

Lidt højere oppe ligger en regnvandsledning med indløb og udløb i en opdelt del af brønden.

Når processpildevandet bliver forhindret i at løbe til den næste brønd, stuver det op og blander sig med regnvand og bliver dermed udledt sammen med regnvandet til søen bag BAF, åløbet og i sidste ende Præstemosen.

Eroderet brønd

Kommunens tilsynsførende vurderer i notatet, at håndstenen stammer fra bunden af brønden, hvor den har været støbt fast i beton.

Da tidligere prøver af processpildevandet ofte kan være "ekstremt basisk med en ph på 11", er det sandsynligt, at betonen er tæret væk, så stenen kunne rives løs, lyder vurderingen.

”Ved kraftig spildevandsstrøm som det sås da brønden var suget tom (hastigheden lignede det samme som i indløbet til Rønne renseanlæg) kan stenen være skyllet ind i røret,” hedder det i notatet.

Spildevand ud i grøft

Under besøget opdager den tilsynsførende et andet "mistænkeligt forhold": En brønd cirka 20 meter inde på cykelstien ved mejeriet.

Her har mejeriet en brønd med et par pumper, som pumper valle videre til grisefarme. Tilsynet konstaterer, at der lugter råddent spildevandsagtigt i brønden.

Foruden pumperne med valle ligger der en dykpumpe i brønden, som har afløb gennem brøndens side og ud i grøften.

Ifølge mejeriets driftspasser er det kun grundvand, der ledes ud i grøften.

Den forklaring godtager tilsynet ikke:

”De har ingen tilladelse til denne udledning, og vi er ikke helt sikre på, det kun er grundvand. Brønden bør være så tæt, så der ikke trænger grundvand ind,” hedder det i notatet.

Risiko for drukneulykker

Tilsynet hæfter sig desuden ved, at den lette aluminiumsplade over brønden sidder løs. Den er nem at fjerne, også for børn, så der er risiko for drukneulykker. Den skal fastgøres, anfører kommunen.

Spørgsmålet er også om vallesystemet til grisefarmene er frostsikret. En frostsprængning kan hurtigt få alvorlige følger for naturen i nærheden. Det bør virksomheden redegøre for, understreges det i notatet.

Kommunens tilsynsførende fra spildevandsafdelingen skriver i notatet, at der bør foretages en filmning af hele virksomhedens kloaksystem, så alle ukendte afledninger kan blive kortlagt.

Ingen kommentarer

Direktør Per Olesen og bestyrelsesformand Kim Larsen fra Bornholms Andelsmejeri har ikke ønsket at kommentere sagen over for Bornholms Tidende.
 


Stop for udløb af regnvand til søer og vandløb

Al regnvand fra Bornholms Andelsmejeri bliver nu ledt ud i fælleskloakken og videre til rensningsanlægget i Rønne.

Der er sat en effektiv prop i regnvandsledningen i brønden i Jernbanevej 16 i Klemensker, hvor fra forureningen af Præstemosen stammer. Det skal forhindre at en ny forurening af Præstemosen og vandsystemet omkring mosen kan ske i tilfælde af at et rør med processpildevand stopper til igen af den ene eller anden grund, f.eks. på grund af fedtpropper eller en løsreven brøndsten, som det var tilfældet den 3. november.

Kommunen har stillet krav om, at proppen skal blive siddende indtil mejeriet har opnået en fornyet tilladelse af håndtering af regnvand fra virksomheden. Hvis virksomheden fortsat ønsker selv at udlede regnvandet, vil der fra kommunens side blive stillet krav om, at regnvandet skal løbe i et lukket system, så det ikke kan komme i kontakt med spildevand, herunder processpildevand og vand fra vaskepladser, og dermed forårsage forurening.

Herudover vil der stilles som vilkår, at regnvandsledninger altid skal placeres højere end spildevandsledninger i tilfælde af lækager herfra.

Mejeriet har desuden efter påbud fra kommunen sat en stopper for den udlovlige udledning af spildevand fra brønden ved cykelstien og har fastgjort det løse dæksel på brønden.

(Kilde: Bornholms Regionskommune)

 

Ukendt afledningsmulighed uden om prøveudtageren

”Da vi forsøger at finde de rigtige ledninger at pumpe den forurenede sø over i, opdager vi brønde med mælkevand i, som ikke skulle være en afledningsmulighed for mejeriet, da det er et andet kloaksystem, som der ikke er mulighed for at tage prøver af. Der løber pænt med mælkevand første gang vi kigger. Mens vi henter prøveflasker stopper afledningen. Men man kan tydeligt se, at det er noget der har stået på i længere tid i større mængder, idet der lækker tyk mælkefedt op af brøndbund.”

(Fra ”Tilsynsnotat i forbindelse med forurening af Præstemosen”, udarbejdet af Bornholms Regionskommunes spildevandsmyndighed den 3. november 2020.)
 

Spildevand

Processpildevandet fra Bornholms Mejeri udledes på to måder:

Dels i den daglige drift via indvejningsstationen når spildt mælk og diverse vejstøv fra tankbiler vaskes af med vandslange. Dette vand ender helt eller delvist i regnvandskloakken, som leder ud i søen bag ved BAF og videre ud i vandløbssystemet omkring Præstemosen.

Dels udledes det ud ved uheld, som sker, når processpildevand fra bunden af brøndene ved indvejningsstationen stiger op, hvor det kan blandes med højere liggende regnvand, som løber i åbne kassetter i samme brønd. Disse ulykker sker fordi processpildevandsledningerne stopper til af den ene eller anden grund. Det kan f.eks. være ved fedtpropper eller en løsrevet brøndsten, som var årsag til den aktuelle udledning.

(Fra kommunens påbud den 6. november til Bornholms Andelsmejeri.)

 


FÅ ABONNEMENT