Han er udmærket klar over, at 30 procent genanvendeligt for nogen langt fra er nok. Det er det sådan set heller ikke for ham selv.
– Det er selvfølgelig målet, at vi skal nå op på endnu højere procenter for, hvor meget der består af recirkuleret plast. Vi er bare så bange for at gå for hurtigt frem, så for ikke at overspille vores rolle og komme ud med et produkt, som ikke fungerer optimalt, har vi holdt os på 30 procent i første omgang, forklarer Lars Teling.
Han fortæller, at man på landsplan bruger i omegnen af 2500 tons wrapfilm om året. Så selvom 30 procent ikke lyder af meget, vil det stadig gøre en forskel landet over, mener han.
Især på Bornholm er man allerede langt fremme i forhold til at genanvende plast i landbruget. Sammen med BOFA, Fugato, DLG, Genplast, Danbørs, otte landmænd og fire lokale erhvervsvirksomheder, er Landbrug og Fødevarer i gang med at undersøge, hvordan man yderligere kan optimere genanvendelsen af plastik i landbruget.