I en pressemeddelelse fortæller AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at i 40 af landets kommuner går mindst hvert femte barn i 1. klasse på fri- eller privatskole. I 2007 gjaldt det kun for 10 kommuner. Det var året, hvor den seneste kommunalreform blev gennemført.
Det viser en ny analyse Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har kortlagt udviklingen på skoleområdet siden 2007 på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
– Mange steder går virkelig mange børn i dag på fri- eller privatskole. En del af forklaringen er, at der er lukket mange folkeskoler siden 2007, og ofte er der så opstået en fri- eller privatskole i samme lokalområde, siger chefanalytiker og projektchef Mie Dalskov Pihl hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i pressemeddelelsen.
Siden 2007 er antallet af folkeskoler faldet med cirka 330 skoler, hvilket svarer til cirka 20 procent. Samtidig er antallet af fri- og privatskoler vokset med cirka 11 procent, fra cirka 500 til cirka 550, fortæller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.