Mægler: Mange huse bliver solgt, inden de kommer på nettet

Mægler: Mange huse bliver solgt, inden de kommer på nettet
Kysten i det nordlige Rønne. Foto: Per Frost
| ABONNENT | 4. JUL 2020 • 06:50
Af:
laust jordal
| ABONNENT
4. JUL 2020 • 06:50
EJENDOMSMARKED

Det bornholmske boligmarked er rødglødende. Det fortæller et udpluk af øens ejendomsmæglere som Bornholms Tidende har talt med. Bornholm oplever historisk stor interesse fra tilflyttere fra hele landet, og coronakrisen har kun været med til at puste til folks lyst til at flytte ud af de store byer eller finde sommerhuse hjemme i Danmark. Det kan mærkes på ejendomssalget på øen.

– Vi har rigtig godt gang i salget. Vi får en masse ting ind, og de ryger hurtigt ud igen, så vi har meget korte liggetider, fortæller Martin W. Kok-Hansen fra Danbolig Bornholm.

– Coronanedlukningen satte en stopper for salget i en kort periode. Der var lige ti dage, hvor vi ikke oplevede så meget aktivitet, men derudover kom der faktisk godt gang i salget igen. I juni i år har vi solgt 44 boliger. Til sammenligning havde vi i juni sidste år 24 sager, siger han.

De samme takter gør sig gældende hos flere af øens ejendomsmæglere. Kim Moore-Kofod fra Nybolig fortæller, at forretningen i juni havde den største omsætning, firmaet har oplevet, siden firmaet startede i 2004. Steffen Lorentzen fra Rønne Ejendomshandel fortæller, at 2019 på mange måder var et rekordgodt år, og at juni sidste år var en rigtig god måned, men han anslår, at forretningen i juni måned i år har solgt 20-25 procent bedre.

Bornholm er populær

Forklaringen på det gode salg trods coronakrisen skal findes i den store interesse, som Bornholm har fra resten af landet, mener Steffen Lorentzen.

– Allerede før corona var vi inde i en bølge, hvor Bornholm var meget hypet. Øen har været voldsomt populær på grund af blandt andet Folkemødet, lave færgepriser og så videre. Da coronavirus ramte, er der ingen tvivl om, at vores forårssalg ikke gik så godt, som det kunne have gjort. Men det har så dannet en slags vakuum, og nu hvor solen skinner, alle er glade og alting åbner igen, så går det frem med salget igen, siger Steffen Lorentzen.

Kim Moore-Kofod oplever også, at mange har fået øjnene op for Bornholm som et godt sted at bo. Han peger desuden på, at de relativt lave ejendomspriser på øen og den meget lave rente på én procent er med til at gøre det populært at købe ejendom på øen.

– Jeg tror, at coronavirus har fået folk til at vende blikket hjemad. Og så har vi den her kombination af, at Bornholm er populær, ejendomspriserne er stadig ret billige i forhold til resten af landet, og renten er lav. Ikke historisk lav, men den er fortsat meget lav, siger han.


Men hvad betyder det så, at der er så megen rift om de bornholmske boliger? Ifølge tal beregnet af Nordea Kredit for Boligsiden faldt antallet af huse til salg på Bornholm med fem procent i maj måned og 11,1 procent i forhold til maj måned sidste år. Historisk plejer det at være sådan, at udbuddet stiger frem mod sommerferien, men sådan er det ikke i år. Det betyder, at køberne skal være hurtige, hvis de skal have fat i de ledige boliger. Det giver til gengæld gode betingelser for dem, der gerne vil sælge deres bolig.

– Set med sælgers øjne er det helt fantastisk, for ejendommen bliver lettere at sælge, og der er flere købere til den, hvilket kan give en bedre pris. Med købers øjne er det ikke så godt, for det giver et mindre udbud, siger Martin W. Kok-Hansen.

I alt er der kun omkring 350 ejendomme til salg på hele øen lige nu. Under sidste finanskrise var det tal på over 1.000, men de seneste års udvikling har set antallet af ledige boliger dykke.

– Under finanskrisen var udbuddet på Bornholm kæmpestort, og det var jo fordi, der ikke blev solgt noget. Når mæglerne sælger, så det står dem ud ad ørerne, som de gør lige nu, så falder udbuddet naturligvis. Mange huse når at blive solgt, inden de overhovedet kommer på nettet, siger Steffen Lorentzen.

Mæglere slås om kunderne

Det lave udbud af boliger har konsekvenser for ejendomsmæglerne. De har været nødt til at gøre sig mere konkurrencedygtige for at tiltrække flere hussælgere i butikken.

– Hvis vi havde haft flere boliger at sælge i juni, så tror jeg at vi ville kunne have omsat for mere, end vi har gjort, siger Steffen Lorentzen.

– Når der er så få boliger på markedet, og mæglerne skal slås om dem, så er det til kundernes fordel. Vi er gået ned i omkostninger og har sat vores salær lavt, så vi kan få flere til at sætte til salg hos os. Det er ofte sådan, at hvis en køber finder sit hus igennem os, så vil de også gerne sælge deres eget igennem os. Så det handler om at få kunderne ind i butikken, siger Steffen Lorentzen.


En anden effekt af det lave udbud af ejendomme betyder selvfølgelig også, at prisen på boligerne stiger, når der er flere købere om buddet. Derfor kan nogle af de ejendomme, der ellers har ligget længe på markedet, hvor prisen er faldet på grund af lang liggetid, nu blive solgt til den pris – eller måske endda over det, som ejendommen var sat til salg til i første omgang.

– Når markedet ser ud som det gør lige nu, får mæglerne en fornemmelse af, at nogle boliger måske kan trække lidt mere, og priserne kan blive lidt bedre, siger Steffen Lorentzen.

Uvist efterår

Ejendomsmæglerne fortæller, at det er svært at spå om, hvordan boligmarkedet ser ud i anden halvdel af 2020. Lige nu ser det ikke ud til, at farten på boligsalget kommer til at aftage hen over sommeren, men hvordan efteråret og vinteren kommer til at se ud, kan ejendomsmæglerne ikke sige noget konkret om.

– Mit håb er, at vi kan holde den her gode gænge, som vi er inde i nu, og vi kan bruge resten af året på at redde året hjem, men jeg synes, jeg ser signaler i medierne og fra myndighederne om, at coronaen ikke er slut endnu, og vi at vi måske risikerer et nyt udbrud senere på året. Men jeg vil sige, at hvis vi ikke ser corona komme igen på den måde, så tror jeg, vi kan få et år, som bliver lige så godt, som det vi havde i 2019, siger Steffen Lorentzen.

Det er ikke kun på Bornholm, at der er gang i markedet. Ifølge en statistik fra Boligsiden blev der solgt 4.992 villaer og rækkehuse i maj måned i år. Det er det højeste antal solgt på en enkelt måned i de seneste 10 år.