Lejrskoleelev mistede sin kuffert – men så slog bornholmerne til

Lejrskoleelev mistede sin kuffert – men så slog bornholmerne til
En elev fra Kolding Realskole kom hjem fra lejrskole på Bornholm med mere tøj end han havde med hjemmefra. Foto: Kim Bak
| ABONNENT | 28. AUG 2020 • 13:06
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
28. AUG 2020 • 13:06
SAMFUND

Nyt tøj og ny taske. Det blev resultatet, da Arman fra Kolding tog på lejrskole på Bornholm.

Det fortæller Marian Lundh, der driver vandrehjemmet Rosengården i Boderne.

Det var nemlig hende, der i mandags tog imod lejrskolen fra Jylland og en elev uden tøj:

– Han fik forbyttet sin kuffert på vej til Bornholm og opdagede det først, da han kom ned til os, fortæller Marian Lundh, der dagen efter kørte ind til genbrugsbutikkerne i Aakirkeby og handlede lidt t-shirts og et par bukser i håb om, at kufferten var på vej.

Trods henvendelser til Bornholmslinjen dukkede kufferten ikke op, så Marian Lundh gik på facebook og bad om hjælp. Det satte for alvor skub i tingene.

Han vil aldrig glemme Bornholm

Onsdag skriver Marian Lundh på facebook:

"Arman er nu fuldt påklædt med tøj doneret af jer. Nogle har været forbi og aflevere anonymt i en pose udenfor døren. Nogle har været her og afleveret en hel pose med både nyt og brugt lækkert tøj. Flere har ringet og sagt at vi bare kunne hente. En har til og med doneret penge til at handle for".

Marian Lundh fra vandrehjemmet i Boderne slutter af med en tak til alle, der har hjulpet:

"Tak til alle jer der viste, hvad Bornholm kan, når ting går galt. Drengen er glad og får nu et fantastisk lejrskoleophold i rent tøj. Han vil aldrig glemme Bornholm, og det vil de taknemmelige lærere heller ikke."


Genforenet med sin kuffert

Som en sjov krølle på historien blev Arman faktisk genforenet med sin kuffert, da han skulle om bord på færgen i Rønne klokken 6.30 fredag morgen.

– Færgemanden havde læst om den forsvundne kuffert, og kaldte på Arman over højttaleren. Han kaldte også på den anden dreng, som havde taget Armans kuffert ved en fejl, og begge drenge fik deres kuffert tilbage, siger Marian Lundh.

Det viste sig, at den anden dreng slet ikke havde sagt noget til sin lærer om, at han havde fået en anden drengs kuffert, som i øvrigt var fyldt med tøj, der var alt for småt.

– Det er godt nok pinligt for læreren, griner Marian Lundh.

– Men det er en god historie.