Leder: Lad os tænke stort og strategisk

Leder: Lad os tænke stort og strategisk
Arkivfoto
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 11. OKT 2021 • 07:30
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
11. OKT 2021 • 07:30

Vi skal tænke langsigtet og tvinge vores politiske kandidater til at gøre det samme.

En million kroner til madskolen på Paradisbakkeskolen og en lille halv million til behandlingstilbuddet DASK har fyldt en stor del af både Tidendes website og resten af Bornholms offentlige debat i den seneste tid. Nu er det vigtigt, at vi alle stopper og tænker større, når vi diskuterer, hvem der skal have borgmesterkæden de næste fire år.

 

Gruppen af bornholmere
i den erhvervsaktive alder
er ikke bare en god forretning

 

Kommunen har i grove tal et budget på 3.100 millioner kroner næste år. Langt, langt de fleste af pengene går til overførselsindkomster, unge og ældre. Vi bruger 650 millioner på overførselsindkomster, 590 millioner på børn og unge og 530 millioner kroner på ældre.

Hvis der skal tænkes strategisk på Bornholm, er det de store poster, vi skal arbejde med.

Vi har mange ældre på Bornholm, og vi bliver flere i den kommende tid. Til næste år forventer kommunen 190 flere af slagsen, mens der er 150 færre af dem, der skal forsørge os.

Men gruppen af bornholmere i den erhvervsaktive alder er ikke bare en god forretning. Rundt regnet en tredjedel af alle i den aldersgruppe står uden for arbejdsstyrken, fordi de allerede er pensionister eller lignende.

Vi bliver altså flere gamle, færre arbejdende og bruger over halvdelen af vores penge på overførselsindkomster, unge og gamle.

Borgmesterkæden og dens demokratiske opbakning må løse den udfordring og skabe lavere udgifter til de tre udgiftsgrupper eller øge indtægten fra de arbejdende.

Men hvordan? Er det landbrug og industri, der skal vokse? Vil power to X løse problemerne og placere os som en energimetropol i Østersøen, eller skal vi satse mere på at tiltrække arbejdskraft til mange af de ledige job, vi allerede har?

Vækst på det område vil helt sikkert være godt. Flere arbejdende hænder enten fra den store gruppe pensionister i den arbejdsduelige alder eller ovrefra vil gøre os godt.

Samtidig må vi finde nye måder at passe både unge, ældre og de socialt udfordrede på en mindre omkostningstung måde, hvis det skal lykkes.

På Tidende har vi været flittige til at uddele klask for både madskole og DASK. Nu hvor valgkampen for alvor starter, opfordrer vi alle politikere og vælgere til at tænke mere end fire år frem og stemme på dem, der kan levere den bedste løsning på vores høje udgifter og lave indtægter.

Vi er klar med spalter til debatten.