Lasse sælger Hus Forbi: 'Prisen er blevet for høj'

I 16 år har Lasse Guldbæk Jacobsen været Hus Forbi-sælger, og de sidste 10 år har han været på Bornholm. I dag kører han rundt i sin scooter for at optimere salget - for det er blevet sværere at sælge de engang så populære aviser.
Torvet ved Dagli' Brugsen i Østermarie har været stille det meste af tirsdag formiddag, primært besøgt at lokale og turister, der stryger ind og ud af butikken for at hente de fornødenheder, de mangler til turen videre.
Men hen på eftermiddagen er en mindre flok mænd samledes om borde-bænkesættet i midten. De drikker øl og cola, og tøffende på sin kabinescooter kommer Lasse Guldbæk Jacobsen og gør dem selskab.
Han bor egentlig ikke længere i Østermarie, men han tager jævnligt turen til byen og hilser på de gamle bekendte på Torvet. Og i dagens anledning er han i byen for blandt andet at købe et kødben til sin fem måneder gamle hvalp, Frida, der ligger i bagagerummet.
– Jeg har støttet Parly (Carlsen, indehaver af butikken Sund Hund, red.), lige siden jeg boede her, så det er der, jeg handler, forklarer han.
Ikke godt gang i salget
40-årige Lasse Guldbæk Jacobsen, der er født og opvokset i Aalborg, kom til Bornholm i 2013, og fra 2016 til december sidste år boede han i Østermarie.
Han er en af de cirka seks-syv Hus Forbi-sælgere, han vurderer, der er på Bornholm lige nu.
– Det er en dejlig by. Mest lokale, ikke lige så mange turister som ude ved kysten, siger han om Østermarie og henviser til sin nuværende bopæl i Tejn, hvor han har boet i lidt over et halvt år.
Og at flytte til Tejn har været en dyr omgang. Både fordi det er dyrere at bo i Tejn end i Østermarie, men også fordi det generelt er blevet dyrere at leve.
– Så der skal sælges mange aviser, siger han.
Men netop det er blevet en udfordring for Lasse Guldbæk Jacobsen, og faktisk går salget den anden vej.
– Prisen er blevet for høj, konstaterer han og henviser til en ikke helt uvæsentligt prisstigning fra 30 kroner til 50 kroner på en Hus Forbi-avis.
Som sælger går halvdelen af hver avis til Lasse selv, og halvdelen af 50 kroner er som bekendt mere end halvdelen af 30 kroner, så i teorien burde en prisstigning gavne Lasse. Såfremt salget altså følger med.
– Men hvis jeg kun sælger en tiendedel af, hvad jeg gjorde før, så går det hurtigt ned ad bakke, siger han og fortæller, at han før prisstigningen kunne sælge omkring 200 aviser på en måned, og det tal er nu faldet til 75-100 om måneden, vurderer han.
Han har tidligere solgt aviser foran brugser rundt i de bornholmske byer, men nu kører han i stedet rundt som sælger i sin kabinescooter for på den måde at forsøge at optimere salget. På siden af scooteren er klistret et Hus Forbi-logo, og i hans kasket er der fæstnet et badge, der informerer om, at avisen er steget til 50 kroner.
50 kroner er meget
Lasse har solgt Hus Forbi siden 2007, og han mindes, at avisen tidligere har været landets næstmest solgte blad efter Bo Bedre.
Men med den stigende pris er salget faldet på landsplan.
– 50 kroner for en folkepensionist er meget. Så jeg tror, mange gerne vil støtte, men de har ikke råd til det. Jeg er selv førtidspensionist, så jeg forstår det godt, siger han.
Lasse Guldbæk Jacobsen er nok lidt rastløs, fortæller han om sig selv. Måske var det også derfor, han valgte at skifte Østermarie - som han egentlig godt kunne lide - ud med et nyt eventyr i Tejn.
– Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder et sted, der passer helt rigtigt til mig. Men jeg kan godt lide Nordlandet. Folk er så søde, og jeg er blevet taget godt imod. De er også søde her, men det tager måske lidt længere tid at komme ind på folk, tilføjer han om Østermarie.
Men han er ikke på vej videre fra Tejn lige med det samme, fortæller han.
NYT JOB
MEST LÆSTE

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration