Bjarne Hartung Kirkegaard vil i valgkampen bidrage med sine iagttagelser. Foto: Jesper Gynther
Af: Bjarne Hartung Kirkegaard
Valgkampen er skudt i gang med stor erfaring, nye ansigter og mange dagsordener – men hvem får egentlig gennemslagskraft hos vælgerne?
Da statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valget, slog hun geopolitiske toner an. Selv om valg til Folketinget handler om indenrigspolitik, så handler det også om hele Rigsfællesskabets vilkår.
Bagtæppet er, at den verdensorden, vi har kendt, er blevet en uorden, som Folketingets partier skal forholde sig til.
Inden vi sætter vores kryds på valgdagen, er det værd at sætte sig ind i, hvad kandidaterne og partierne står for. Valget handler ikke alene om, hvilke to af de 21 kandidater skal repræsentere Bornholm. Det handler også om, hvilken opbakning og styrke vælgerne på Bornholm vil give de enkelte partier.
Godt fra land
De bornholmske kandidater lagde alle godt fra land i TV2 Bornholms ”Det første ord” i tirsdags.
Her stod det klart, at kandidaterne er ivrige for at tale deres partis sag. Det er også tydeligt, at kandidaternes erfaring er meget forskellig. De to folketingspolitikere Lea Wermelin (S) og Peter Juel Jensen (V) har stor erfaring. De har deres dagligdag på Christiansborg.
I hvert fald fem af kandidaterne har erfaring fra kommunalpolitisk arbejde: Sebastian Bloch Jensen (SF), Morten Riis (EL), Bo Ancher Jensen (DF), Kirstine van Sabben (M) - og Eik Dahl Bidstrup (LA) med erfaring fra Dragør Kommune. Enkelte andre kandidater har været inde som afløsere i kommunalbestyrelsen.
Gennemslagskraft
Synlighed i en valgkamp er rigtig vigtig - for kandidaterne, for partierne og for os vælgere.
Ved den første debat i TV2 Bornholm var der ingen kandidat med fra Radikale Venstre. Det er en skidt start – ligegyldig hvorfor partiet ikke var repræsenteret. Ved de store debatter er det vigtigt at byde ind med svar. Her var Charlotte Friberg Henriksen, Borgernes Parti, meget usynlig – og havde svært ved at slå igennem.
To nye kandidater, Kristoffer Kromand (K) og Sebastian Bloch Jensen kom rimeligt godt i gang med valgkampen. De forklarer hver for sig deres partis politik, stilfærdigt og på en god måde. De to kandidater forstår at formidle politik i almindelige ord.
Egentlig forfriskende at høre Dansk Folkepartis Bo Ancher Jensen svare på, om Dansk Folkepartis politik på landsplan – angående udlændingespørgsmål – om det nu også er det vigtigste spørgsmål ved folketingsvalget på Bornholm. Nej, lød svaret:
”Udligning er det vigtigste”. Hermed stempler Bo Ancher Jensen ind i det emne, som Kirstine van Sabben allerede har holdt op som det vigtigste.
Mange emner - og hvor bevæger kampen sig hen?
Ellers handler valgkampen om tryghed, forsvar, forsyningssikkerhed, boligskat, pension, klima, folkeskolen, drikkevand, børn og unge, færger – og ikke mindst økonomi.
For alle, som nøje overvejer, hvor krydset skal sættes ved dette folketingsvalg, bliver de kommende uger rigtig spændende.
For hvor bevæger debatten sig hen? Og bliver det radio, tv, sociale medier eller avisen, som sætter dagsordenen? Eller kan kandidaterne slå sig igennem ved læserbrevsdebat i avisen, ved vælgermøder eller ved deres partipræsentationer?
Også spændende, om der findes flere valgkaniner, som kan hives op af hatten de næste uger.
Debatredaktørens bemærkning
Bjarne Hartung Kirkegaard er mangeårigt kommunalbestyrelsesmedlem, folketingskandidat og landsformand for Kristendemokraterne.
Jeg har bedt ham om at vurdere den bornholmske valgkamp hver uge. Hans kommentarer kommer hver mandag til og med d. 23. marts.