Forsvareren, advokat Peter Vang, argumenterede for, at måden den forurettede betjent holdte sin stavlygte på og lyste kvinden ind i ansigtet kan have spillet ind i forløbet. Dog understregede advokaten, at det ikke i sig selv er en truende adfærd, men med kvindens forklaring om sin tilstand taget i betragtning, kan det have betydet, at hun ikke hørte politifolkenes tilkendegivelser eller så deres uniformer.
Fordi kvinden selv siger, hun ikke kan huske noget, er det forsvarerens teori, at hun i sin kognitivt svækkede tilstand pludselig så sig passet op af to for hende ukendte personer, som lyste hende ind i hovedet, og at hun forsøgte at skubbe lygten væk og således uforvarende kom til at ramme betjenten med en hård, flad hånd på kinden.
Spørgsmålet om slagets voldsomhed
En enig domsmandsret var dog ikke 100 procent enig i den forklaring.
For det første, fordi den mener, at slaget var så kraftigt, at det ikke var tilsigtet blot at skubbe lommelygten væk, men kraftigt nok til først at slå lommelygten ud af betjentens hånd, hvorefter der var energi nok i slaget til, at bevægelsen fortsatte, hvorefter det ganske præcist gav betjenten en lussing på kinden.