Kommunikationsbrist da Søren Christensen døde

Da Søren Christensen, Bornholms Tidendes chefredaktør gennem fem år, i februar som cyklist blev ramt af en bil og senere døde, var der mange, der undrede sig.

Søren Christensen, der på det tidspunkt var skiftet til jobbet som chefredaktør på Nordjyske, var en veltrænet mand på bare 44 år. Hvordan i alverden kunne han dø efter at være blevet tilset af læger og derpå sendt hjem?

Nordjyske har undersøgt hele forløbet omkring hans død og publicerede i går en artikel om det. Kort fortalt viser dokumentationen, at Søren Christensen døde af en kødædende bakterie, der meget fatalt fik lov at brede sig.

Når man læser historien, er det ikke bare ordene, der vækker følelserne afmagt, vrede og frustration. Det er billederne af Søren Christensen, taget i timerne efter uheldet, der viser en stærk mand, der tror, han snart skal leve sit normale liv. Billeder der viser, at han burde have været reddet, tænker man.

Det fremstår uforståeligt, at den vagtlæge, som Søren Christensens hustru Arina Richter alarmerede om aftenen, da smerterne i knæet tog til, ikke havde adgang til Søren Christensens journal fra sygehuset. Arina Richter troede naturligt men fejlagtigt, at vagtlægen kunne se sagen på sin skærm og derfor forstod sagens alvor.

 

Især er det foruroligende, at
vagtlægen, som hustruen ringer
til to gange, hverken har adgang
til journalen eller et billede af
Søren Christensens skader

 

Næste morgen var situationen blevet værre. Arina Richter ringede igen til vagtlægen, der igen afviste hende og igen henviste til egen læge.

Da egen læge så Søren Christensen, ringede alle alarmklokker. Søren Christensen var ramt af såkaldt nekrotiserende fasciitis – en livstruende, bakteriel infektion, der spreder sig. Efter to timers operation blev Søren Christensen bragt om bord i en helikopter, der skulle flyve ham til Rigshospitalet. Det var for sent. Søren Christensen blev erklæret død ved landingen klokken 17.22.

Sagen rejser flere spørgsmål, som det ligger uden for pressens ekspertise at mene noget om. Et forhold er for eksempel, at der ikke er enighed om hvorvidt den slags sår, som Søren Christensen blev indlagt med, skal behandles med antibiotika.

Men som sagen ligger oplyst, fremstår det især foruroligende, at vagtlægen, som hustruen ringer til to gange, hverken har adgang til journalen eller et billede af Søren Christensens skader. Havde han haft det, ville han sandsynligvis have vurderet, at de smerter, der blev beskrevet, var for voldsomme i forhold til de konstaterede skader.

Det danske sundhedssystem skal have it-systemer, der taler sammen, lyder det fra eksperter i Nordjyske.

Præcis her ligger den lære, som Søren Christensen og hans familie fortjener, at vi som samfund forlanger, at sundhedssystemet samler op. Banal deling af livsvigtige oplysninger mellem lægelige instanser skal være en rutine. Politikerne skal reagere prompte.